Quantum Conundrum Preview

Fysik-puzzler fra Portals mor.

Der må lige nu være et stort pres på chefdesigneren af Portal, Kim Swift. Efter at have skabt et af generationens mest indflydelsesrige spil, besluttede Swift at forlade Valve og jagte sine egne drømme i indiespilfirmaet Airtight Games.

Quantum Conundrum, der er Swifts første titel siden vi lærte GLaDOS at kende, er muligvis ikke meget anderledes end Portal og fokuserer også primært på first-person fysik-puslespil. Spillet (hvis danske ordrette betydning er "kvante gåde" /Red.) indeholder dog unikke hjernevridere og kær humor, der bl.a. gjorde Portal til sådan en stor succes.

Du spiller en dreng, der skal bo på sin onkels gods en weekend, mens dine forældre får sig lidt voksentid. I betragtning af din onkels grå strittende hår, hvide laboratoriekittel og øgenavnet "The delightfully improbably Professor Quadwrangle", burde det ikke komme bag på nogen, at han er en gal videnskabsmand.

Til trods for at scenen kunne være lagt til en mere Dr. Frankenstein'sk fornemmelse, tager Quantum Conundrum i stedet Notty Professor-ruten. Det viser sig imidlertid, at han har arbejdet på et apparat, der kan transportere folk imellem forskellige dimensioner. Hans forsøg har dog efterladt ham fanget i en anden dimension, og det er naturligvis dit job at finde ham.

Kort efter din ankomst på godset finder du din onkels "IDS" eller "Inter-Dimensional Shift device". Dette maskineri tillader dig at springe imellem andre dimensioner, der indeholder de samme materielle ting, men har ændrede egenskaber, når det kommer til ting som tid og tyngdekraft. For at kunne springe imellem dimensioner er du nødt til at finde IDS batterier, der skal placeres i en terminal. Når det er gjort, kan man så frit hoppe imellem dimensioner i nærheden af denne terminal.

Quantum Conundrum - Trailer

Takket være din onkels besættelse af videnskab er hele godset blevet bygget om, så det indeholder forskellige rum. Hvert rum er bygget til at teste en eller anden hypotese. Dette betyder, at hvert rum indeholder en gåde, der skal løses - meget ligesom vi kender det fra Portal. Quantum Conundrum adskiller sig dog fra Portal på andre punker. Især igennem den visuelle stil og den generelle stemning. Her er Quantum Conundrum mere familievenligt og farverigt.

Den første dimension, man får lov at lege med, er "fluffy" dimensionen. Som navnet måske antyder, er alting meget kært i denne dimension. Alle objekter bliver dækket af et lag blød pels og vejer markant mindre end i vores dimension. I fluffy dimensionen er det derfor muligt at løfte rundt på ellers tunge objekter, såsom pengeskabe, så man fx kan bruge dem til at nå høje platforme eller til at presse en trykfølsom plade ned. En mere avanceret brug kunne være at samle et pengeskab op i fluffy-dimensionen, kaste det mod en glasrude (husk at alting vejer meget lidt her), og mens pengeskabet flyver igennem luften hurtigt skifte tilbage til den normale dimension. Her vejer pengeskabet pludselig mere, men har stadig sit moment og smadrer glasruden.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!