Elemental: Fallen Enchantress Preview

Fantasy af den gamle skole.

Stardock er et lille, men ikke helt lille, spiludviklingshus fra Midtvesten i USA, og samtidigt en lille, men ikke helt lille, konkurrent til Valve's Steam. Som digital udgiver af spil har Stardock stået bag nogle gedigne succeser, blandt andet Sins of a Solar Empire-serien, en Homeworldinspireret RTS-sag, og Galactic Civilisations, der er en serie af heftige excel-agtige grand strategy-spil af typen Masters of Orion. Men Stardock har også stået bag nogle mindre succesfulde udgivelser, blandt andet deres eget Elemental fra forrige år. Den udgivelse førte til adskillige mea culpa fra firmaets karismatiske chef, Brad Wardell, der tog ansvar for spillets ufærdige tilstand, som han tilskrev sine egne manglende evner indenfor projektstyring og en over-ambitiøs designproces.

Elemental: Fallen Enchantress er en stand-alone udvidelse til Elemental. Selvom baggrunden for spillet er velbekendt - der er tale om en et strategispil, der foregår i en fantasyverden med monstre og skatte liberalt fordelt over det hele - har spillet et unikt præg. Grafikken i spillet er særegen, en blanding af håndtegnet 3D, der ligner et stof-kort på yderste zoom, og på inderste zoom viser individuelle huse. Mange af de sidste nye grafiske trick bliver brugt på en, synes jeg, vellykket måde, uden at grafikken tager får lov til at tage overhånd fra spiloplevelsen.

Gameplayet veksler, som i Elemental, lidt som Heroes of Might and Magic eller Magicka, mellem et strategisk kort, hvor man bygger byer og bedriver relativ klassisk ressourcemanagement og det taktiske, der foregår på et bræt, der er inddelt i felter. Enhederne er afbildet i 3D, men det spilles basalt set som et klassisk spil skak med den undtagelse, at figurerne bevæger sig og slås med hinanden, ildkugler flyver og drager, der tramper bønderne under fode. Som leder af en nation skal spilleren bl.a. sørge for hæren, diplomatiet, traktater, hyre og fyre helte og vedligeholde familierelationer.

Spillets fokus på historiefortælling og på at lave sin egen verden med egne monstre og egne regler giver det et frisk pust af originalitet på en fantasy scene, der, både indenfor bøger og spil, nogle gange virker lidt stillestående. Brad Wardell har sågar skrevet en roman over spillet (kan købes på Amazon).

At Stardock med Fallen Enchantress er endnu mere seriøse omkring udviklingen af historien understreges af, at de har hyret David Stern, der er en semi-kendt sci-fi/fantasy forfatter, til at arbejde på spillets 'lore' eller baggrundshistorie. Men historie kan være et tveægget sværd i videospil - spørg bare Geralt den alt-for-snakkesalige Witcher - og direkte adspurgt siger produceren Derek Paxton: 'Kampagnen er fokuseret på historien, men det gamle spil er der stadig i sandkasseoplevelsen. Historie er et farligt bæst, for hvis den er lavet dårligt eller der er for meget af den, suger den livet ud af spillet og fjerner muligheder fra spilleren, men hvis det er gjort ordentligt, kan det give meget dybde. Det er super vigtigt at ramme den rette balance. I kampagne fortæller vi en historie og lader dig finde ud af mere om nogle af karaktererne, mens vi i sandkassespillet lader spilleren selv skabe historien.'

Som gestus til dem der købte Elemental i 2010, får de Fallen Enchantress foræret, mens alle andre kan få lov til at betale for det. Spillet er lige nu i åben beta og forventes, efter massive forsinkelser, at være ude i 2012.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!