Det kritikerroste fantasy-epos Elder Scrolls V: Skyrim bliver planmæssigt opdateret i indeværende uge, det fortæller producenten Bethesda Softworks.
Opdateringen vil i første omgang blive sluppet løs på pc, alt imens konsolejerne må væbne sig med yderligere tålmodighed, da opdateringen først skal igennem certificering hos de respektive producenter. Den skulle dog allerede være i hænde på både Sony og Microsoft, hvorfor man kan forvente den frigivet i en nær fremtid.
Opdateringen bringer Skyrim op til version 1.4. Foruden at adressere tilbageværende tekniske problemer på tværs af de forskellige platforme, har Bethesda rettet en lang række indholdsmæssige fejl, det være sig quests, items og AI-scripts. Du finder den komplette liste over rettelserne på det officielle Bethesda-forum.
The Elder Scrolls V: Skyrim debuterede i november måned sidste år. Det var en bjergtaget anmelder- og brugerskare, der stod klar til at modtage Bethesdas episke heltehistorie. Her på Eurogamer kvitterede vi med et 9/10 i vores anmeldelse, en begejstring der blev fulgt op af jer læsere, da i stemte det ind som Årets Spil 2011.

