Risen 2: Dark Waters Preview

The Elder Scrolls møder Pirates Of The Caribbean?

Historisk set er gnomers tilstedeværelse i spil som gnomerne selv: Korte og Ynkelige. Gordon Freeman blev skudt ud i rummet og genopstod så som Gnome Chompski i Left 4 Dead. Bullys forsvarsløse have-gnomer blev sparket i småstykker, så Jimmy kunne gå rundt i et gnomkostume. WoW's gnomer er grundlæggende wannabe hobitter. Og Risen? Risen forvandlede disse elskelige gnomer til små fede groteske svine-goblin-tyve, som man skal slagte i hundredvis.

Mærkværdigt nok er nogle af udviklernes bekymringer i forhold til RPG'en Risen 2 gnomernes rettigheder. Den sekvens, vi så, når den altså ikke handlede om 6 meter høje mystiske monstre eller nogen, der var ved at stjæle en galeon, fokuserede på gnomer, deres sprog og deres fundamentale iboende menneskelighed - de er ikke monstre, de er ikke dumme, de er bare vokset op i en primitiv og alternativ kultur.

Det første spils massakre efterlader dig dog ikke tynget af skyld i dette spil. De er stadig ikke fuldstændigt sympatiske skabninger, selvom deres tyveri er blevet retfærdiggjort; åbenbart skal hver gnom finde det objekt, der giver dem adgang til livet efter døden. Denne nyfundne karakterkompleksitet er selvfølgelig ikke begrænset til gnomerne. Din helt er også en plaget sjæl, stakkels pus.

Helten sluttede det første spil med... Hør nu. Dette er ikke som sådan en spoiler, da spillet jo har været ude i lang tid, og sandsynligheden for at du kommer til at spille det er meget lille. Hvis du startede på det og endnu ikke har gennemført det, så kommer det heller ikke til at ske. Kom over det. Det her afslører ikke noget vigtigt, jeg påpeger bare, at du kan have svært ved at afslutte ting. Hvis du ønsker at fortsætte denne samtale, kan jeg henvise dig til vores altid villige terapeut Dr. Superb.

Det første (buggy og temmeligt rodet designede) spil sluttede med, at den skibsbrudne helt slog sit navn fast ved at besejre en Titan og redde en ø fra dens hævn. Men mens hans gjorde dette, så ødelagde 4 andre Titans fastlandet, så alle hans anstrengelser var nytteløse, hvilket han nu er en smule mopset over. Udviklerne beskriver vores helt som en falden John McClane; bitter og alkoholisk. Som et eksempel på vidunderlig ligefrem historiefortælling afsløres dette ved en stor bunke flasker i hjørnet af hans soveværelse.

Nu da det gamle fastland er ubeboeligt (den lille sektion, hvor helten starter, er omringet af lava og afbrændte bjerge), går snakken om at komme til den nye verden, hvilket, bedrøveligt nok, er umuligt. Kæmpetentakler omfavner skibe, der rejser den vej og trækker dem ned i havets mørke dyb. Det er lidt som The Kraken Wakes møder Pirates of the Carribean 3.

Helten, viljeforladt og alkoholisk efter det første spil, bliver betroet at infiltrere piraterne og finde ud af, hvordan de afværger monstrenes angreb. Vi ved ikke, hvor effektiv vores helt rent faktisk er til dette, da demoen pludseligt hoppede fra denne indledende setting til, at han lå forladt på en øde ø, åbenbart fordi han havde begået den store og åbenlyse fejl at stole på pirater.

Og her møder vi så gnomerne. Den allerførste man møder på stranden, Jaffar, taler gebrokkent engelsk, men er venlig nok. Han har lært engelsk af piraterne, så hans sprog er tætpakket med eder og forbandelser. (En hurtig bemærkning til udviklerne - at bande er i sig selv ikke specielt sjovt. Bandende dialog bliver heller ikke bedre, jo mere der af den).

Når man først er kommet forbi Jaffars indledende og trættende lokumssprog, tilbyder han at hjælpe med at bygge en båd - den første du får i spillet, en simpel tømmerflåde - hvis du ellers kan skaffe ham diverse drivgods. Han tilbyder også at tage med som din nye companion. Companions i spillet slås ved din side, men bringer også ekstra talenter til bordet. Jaffars talent er at auto-loote for dig, i tråd med gnomernes jagt på objektet, der giver adgang til livet efter døden.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!