Resident Evil-fans går et spændende år i møde, med hele tre nye titler på programmet. Allerede i indeværende uge udkommer det 3DS-eksklusive Resident Evil: Revelations, som senere på året får følgeskab af hhv. Resident Evil: Operation Raccoon City og Resident Evil 6, begge til hjemmekonsollerne. I denne preview-artikel kigger vi nærmere på førstnævnte, Resident Evil: Revelations til Nintendo 3DS. Capcom frigav i sidste uge en demo af det længe ventede spil på Nintendos e-butik, og den har vi kigget efter i sømmene.

Revelations afvikles på en modificeret Lost Planet 2-engine og er til dato 3DS-konsollens flotteste spil.
Revelations-demoen udspiller sig på krydstogtskibet SS Queen Zenobia. Ombord finder vi Resident Evil-veteranen Jill Valentine, der forsøger at undslippe den synkende skude. Desværre for Jill hærger t-virussen Queen Zenobia, hvorfor dens kahytter er fyldt med alskens afskum. Det er en relativt kort sekvens, der ikke tager meget mere end 10-15 minutter at spille, men alligevel giver den et godt billede af Revelations' designfilosofi.
Først og fremmest er det værd at bemærke, at Revelations, i kølvandet på det hektiske Resident Evil 5, i højere grad kigger mod seriens rødder, det langsommere og mere strategiske survival-horror-gameplay. Et resultat af færre fjender på skærmen og længere mellem ammunitionsdepoterne. Der skal hele tiden tænkes i at nedbringe fjenderne på den mest effektive måde for at spare kugler til fremtidige farer, og det er med til en sindsstemning af konstant panik hos spilleren. Resident Evil, når det er bedst.
Resident Evil: Revelations - Trailer [Tokyo Game Show 2011]
Styringen er dog en smule tung at danse med. Da 3DS-konsollen kun er udstyret med én analog-stick, har Capcom set sig nødsaget til at håndtere sigtefunktionen i førsteperson. Det betyder, at man hurtigt mister overblikket, og derved føler sig kunstigt sårbar. Selvom Capcom langt om længe har gjort det muligt at skyde og bevæge sig på samme tid, er styringen så klodset, at man vælger at lade være. Man føler sig ikke som en smidig elitesoldat, men som en betonklods naglet til gulvet, og det er særdeles uheldigt i et spil, der handler om at undslippe fjenderne så smertefrit som muligt. Det skal dog siges, at Revelations kan opsættes til at anvende circle pad pro-udvidelsen, der udkommer samtidig med spillet på fredag, og muligvis kan bedre ovenstående. Ikke desto mindre lover det trist for dem, der må nøjes med at spille via standard-opsætningen.

Intet syn af de klassiske, hjernelamme zombier i Revelations-demoen. Mon ikke de æder sig vej til det færdige spil?
Selvom Revelations i det store hele føles som Resident Evil Classic, leger Capcom tilsyneladende også med ny spilmekanik. I demoen introduceres vi således for en scanner, der som navnet antyder kan bruges til at scanne omgivelser for skjulte genstande, alt fra tekstfiler til ammunition og helende urter. Funktionen virker dog ikke særlig gennemtænkt, idet den primært bruges til at sløve gameplayet yderligere. Det skaber en kunstig forsinkelse, at man først skal gennemsøge et rum via scanneren for objekter, der tilsyneladende alligevel ligger frit fremme. Hvorvidt den bruges smartere, evt. til gådeløsning, i hovedspillet, vil tiden vise.
Der er absolut gode takter at spore i Resident Evil: Revelations-demoen. Gameplayet er af klassisk Resident Evil-skole og tilmed i den mere stemningsfulde ende af skalaen. Omvendt lider den af en tung og kluntet styring, der modarbejder spilleren mere end hvad godt er. Det er endnu også for tidligt at sige, om konceptet kan holde intensiteten på tværs af længere spilsessioner, da det er sparsomt med udstyr i demoen, og da de nye mekanikker ikke er en ubetinget succes. Vi får se fredag, hvor Resident Evil: Revelations udkommer eksklusivt på Nintendo 3DS og vi fælder dom over Capcoms seneste skrækspil.

