Activision har smidt James Bond-licensen

Der var en grund til, at James Bond-spillene blev fjernet fra Steam.

Det har været et kæmpe mysterie, hvorfor Activision pludseligt fjernede alle sine pc-baserede James Bond-spil fra Steam og Activisions egen e-butik i begyndelsen af denne uge. Det drejede sig om både de gamle Blood Stone og Quantum of Solace samt det helt nye 007 Legends, der ellers lige er udkommet.

Activision har endnu til gode at give en officiel bekræftelse på fjernelsen, men en kilde røber over for VG247, at det drejer sig om manglende rettigheder til 007-universet. Det er en smule påfaldende, da udgiveren ellers havde købt rettighederne frem til og med år 2016. Activision overtog James Bond-licensen fra Electronic Arts i 2006.

Kilden har dog ikke kunne skabe klarhed om det gælder både pc- og konsolspil, og hvad begrundelsen i det hele taget skulle være for, at Activision har mistet grebet om Bond knap to år tidligere end de oprindelige planer.

En mulig årsag kan være, at kontrakten mellem EON og Activision har haft en klausul om, at skuffende salg eller dårlige anmeldelser kunne annullere betingelserne. Det seneste spil i serien, 007 Legends, blev en anmeldermæssig katastrofe og tvang udvikleren bag det og flere tidligere James Bond-spil, Eurocom, til at dreje nøglen om.

Du kan læse Eurogamer.dks ret kritiske anmeldelse af 007 Legends lige her.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!