Siden det blev afsløret første gang i 2009, har det været svært at være entusiastisk omkring Binary Domain. Den skægstubbede, karseklippede helt, der virker mere anonym end de bølger af robotter, som det er hans job at skyde ned. Spillet er så generisk, at det næsten er usynligt.
Hvis Sega's eget Tokyo studie har haft til hensigt at gøre sit første forsøg udi shootergenren ligeså usynligt som de robotter, der prøver at skjule sig i Binary Domains fremtidssamfund, er det lykkedes. Nogle spiljournalister er kommet ud af demosessions af spillet og har få sekunder senere glemt alt, hvad de har set på grund af spillets helt grundlæggende mangel på inspiration og nytænkning.
Det er endnu mere deprimerende, når man tænker på den arv, der ligger bag studiet, der udvikler Binary Domain - det er det samme studie, der de senere år har udviklet den konstant gode Yakuza-serie, spil der er ligeså farverige, som de er excentriske og unikke, og det bliver styret af en af gamingverdens få stjerneudviklere, Toshihiro Nagoshi. Men under Binary Domains farveløse ydre er der noget smartere, mere udspekuleret, end man først tror. Ja, det er en first person shooter der udspiller sig i en trist monokrom fremtid, men det er en shooter med karakter, stil og en håndfuld tricks oppe i ærmet.
På trods af dets genkendelige udseende er det af en japansk first shooter at være lidt af en nyskabelse. Genrevalget er et strategisk valg for et studie, der ellers har nydt at svælge i østlig nutidskultur og en måde at nå en bredere globalt publikum, og, mere præcist, at nå et vestligt publikum, der på trods af de mange venlige ord om Yakuza-serien aldrig har købt særlig mange af deres spil.
Binary Domain - Trailer
"Hvad angår design og kunstnerisk stil, benytter vi en meget vestlig stil", bekræfter Nagoshi med sin typiske accent. "Vestlige brugere vil føle, at det her er et vestligt spil. Men siden det finder sted i Tokyo, vil japanske brugere se steder, som de genkender. Det afhænger på en måde af de forskellige brugere - de komme alle med forskellig indstilling til det."
Seniorudvikler Masayoshi Kikuchi, der er en hel del mindre flamboyant end Nagoshi, er mere direkte, når han udtrykker målene med Binary Domain. "Grunden til, at vi har valgt at lave en shooter, er, at vi altid har lavet Yakuza-serien for japanere," indrømmer han. "Denne gang er et af de mål, vi har sat os selv at prøve at appellere til et bredere globalt publikum, og derfor gik vi efter en shooter."
Det kan godt være, at det er en bevidst beslutning at gå efter et vestligt publikum, men det er også en modig beslutning. Japan har ikke haft held med shootere i de senere år med forsøg som MindJack og Quantum Theory, der viser, at nogle koncepter bare ikke kan rejse på egen hånd. Der er en mulig undtagelse, og det er Vanquish fra Platinum, også fra Sega.
"Jeg arbejdede både på Vanquish og Binary Domain", siger Kikuchi, "og jeg tror, at Vanquish mere var et actionspil end en shooter, men når folk først ser det, tror de, det er en shooter. Spillet var ret godt, men det var ærgerligt, at folk ikke fik det, de troede, at de fik."
Binary Domain på den anden side er mere straight. Der er ikke noget af al den akrobatik, der var i Vanquish og desværre lidt mindre charme og frækhed, men det hele foregår i et roligere tempo. Geværer er herligt overspillede i både design og virkning og forstærket af skrøbelige robotter, der går i bittesmå stykker og slæber sig hen af jorden med servostyrede arme, hvis du smadrer deres ben. Og de er fjender med tilfredsstillende variation; de nøgne androider i åbningskapitlet med en tårnhøj robot, der måske er faret vild fra Metal Gear-serien, og som ikke tager skade af geværild, men til gengæld ikke kan lide de store industrielle fabriksmaskiner, der er i det område, kampene finder sted i, og som man kan bruge. Senere levels lover smartere, farligere fjender, efterhånden som man kommer tættere på det Amada-firma, der laver de robotter, der er en lille smule for menneskelige.
