Football Manager 2012 iOS Anmeldelse

Hvordan spiller årets version på iPad og iPhone?

iPad og Android har drevet en kile ind i det spændingsfelt, der tidligere adskilte bærbare og stationære computere med en tydelig buffer. Engang var de bærbares rolle at tilføre brugeren mere mobilitet til simple computeropgaver, men med en skarp afgrænsning til spil og grafik, som krævede en stationær. Nu, hvor en gennemsnitlig Macbook klarer billedredigering og spil så godt som de fleste stationære, er et nyt generatonsskifte for alvor ved at tage form. Og i flere år har Football Manager-serien til iOS været et glimrende billede på, hvordan brugen af tabletcomputere varsler et nyt spændingsfelt mellem tablets på den ene side, bærbare og stationære computere på den anden.

1

Football Manager til iPad forekommer mistænkeligt lig sidste års udgave.

Vi har tidligere anmeldt Football Manager iOS på Eurogamer og rost serien for den måde, serien kunne genskabe de gamle 90'er-managerspil klinisk korrekt på tablet og smartphones. Det nye Football Manager 2012 er ingen undtagelse, for atter føles oplevelsen fuldstændig som Championship Manager '00. Det sker blot med den tilføjelse, at man med tabletcomputeren er fuldkommen mobil og kan starte og stoppe spillet akkurat efter behov. I sig selv er det prisværdigt.

Selve 2012-kapitlet af Football Manager til iPad forekommer dog mistænkeligt lig sidste års udgave, både hvad angår design, indhold og underholdningsværdi. Menuen er sågar den samme som i FM2010 med de samme seks knapper, hvis man ser bort fra, at farven denne gang er lagt i rødlige toner. Andre forskelle er til at overse. Til gengæld fornemmer man ved at sammenligne iPad- med iPhone-udgaven, at spillet denne gang er bygget specifikt til iPad og ikke blot er skaleret op.

Teksten er mere utydelig på iPhone, mens iPad-versionen med sine store knapper, sine gradienter og skygger er som skabt ud af det seneste års Illustrator-trends. På ligafronten er den walisiske liga det eneste nye selvstændige land i FM2012, mens der fortsat er total mangel på alle skandinaviske ligaer. Set med danske øjne indkasserer det naturligvis kritik. Omvendt har man prioriteret at få Square-ligaerne fra England med, hvilket vel vidner om udviklernes prioriteringerne mere end noget andet. Ligeledes er der stadig huller i licenserne, så visse hold blot er markeret med et skjold i forskellige farver.

Den umiddelbart største tilføjelse på indholdsdelen er Challenges, som du får adgang til på samme overordnede niveau som karrieredelen. Her finder du fire specifikke udfordringer, hvor du skal nå et bestemt mål på et bestemt udgangspunkt. Eksempelvis skal du undgå nedrykning efter en pludselig stime af skader, undgå at tabe en eneste kamp i en sæson og forbedre en negativ stemning. Grundidéen i Challenges er glimrende, især fordi du kan spille hver præmis med et hold efter eget ønske. Det tilføjer ekstra vinkler til FM-oplevelsen og giver betydelig sværhedsgrad selv med de gode hold.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!