Årets DADIU-spil

DADIU, Dansk Akademi for Interaktiv Digital Underholdning, må efterhånden siges at være den førende danske spil-uddannelse. I et samarbejde mellem flere forskellige videregående institutioner, bringes studerende fra forskellige hjørner af uddannelsessystemet sammen, for i et semester at producere spil.

Denne fredag kunne de så fremvise de seneste produktioner fra uddannelsen, ved et arrangement på ITU, hvor de seks hold fremviste deres forskellige bud på, hvordan et godt spil er skruet sammen.

Produktionerne har tidligere båret meget kraftigt præg af, at spilinstruktørerne er hentet fra animationslinjen på Den Danske Filmskole. Det har ofte resulteret i spil der var meget baseret på historiefortælling og univers, og knap så meget på egentligt gameplay. Men i de seneste år er det blevet gradvist bedre, så det var derfor med spænding at vi så frem til at få afsløret, hvad de studerende havde frembragt i år.

Alle spillene er tilgængelige på nettet, så nedenstående er baseret på mine gennemspilninger af de forskellige spil.

Men - nok snak. Lad os komme i gang med at se på årets produktioner!

Back to Bed

På mange måder er Back to Bed det mest stilsikre af dette års DADIU-produktioner. Med en glasklar inspiration fra Salvador Dali og H.M. Escher, sætter det nærmest ikke en fod forkert i opbygningen af et virkelig flot og gennemført univers.

Også på gameplay-fronten stikker spillet ud, da det som det eneste ikke spilles fra et første-persons-perspektiv. Derimod styrer man et lille drømmevæsen rundt, set fra et isometrisk perspektiv, hvor man skal sørge for at den narkoleptiske Bob, ikke kommer galt afsted når han går i søvne i sin drømmeverden, men når sikkert frem til sin seng og kan sove videre.

Helt konkret fungerer det på den måde, at Bob drejer til højre, hver gang han rammer en forhindring, og det er så op til drømmevæsenet at sørge for at flytte om på forhindringer og objekter, så Bob ledes uden om farer og fælder. Smart nok er Bob udstyret med synske forspor, så man på banen kan se, hvilken retning Bob vil gå i de næste meter, så man lettere kan forudse, hvad der kommer til at ske, hvis man ikke gør noget.

I det hele taget er Back to Bed nok det mest polerede af spillene i denne omgang, men det er også det spil med det mindste omfang. Det er koncentreret om nogen helt centrale gameplay-elementer og et konsistent univers, og forsøger ikke at fortælle store episke historier. Hvorfor ham Bob har narkolepsi er ikke vigtigt. Ikke i det her spil i hvert fald.

Prøv spillet her

Wake up Clone

I den lidt mere klassiske ende finder vi Wake up Clone. Et FPS-spil (dog uden våben) der dumper spilleren i et mørkt dystopisk univers, med en mystisk computerstemme der guider spilleren på vej mod overfladen, "hvor gode ting venter". Gennem mørke gange, fyldt med nøgne lig og spruttende ledninger skal man så kæmpe sig gradvist opad, i takt med at man udstyres med nye evner.

Den alvidende computer har klare Portal-referencer, bare med 'kage' udskiftet med 'overflade'. Men det er det samme løgnagtige løfte om en ikke-eksisterende belønning, der bruges til at skubbe en fremad. Ikke fordi man tror på belønningen, men fordi man gerne vil udforske universet yderligere.

Universet er fint og truende opbygget, og man får en grim bagtanke om, at man faktisk dør flere gange i løbet af spillet, og genoplives som en klon - godt hjulpet på vej af spillets titel. Dog er det lige lovligt svært at navigere rundt i banerne. Ikke mindst fordi det netop er så dunkle og irregulære. Således stødte jeg under min gennemspilning ind i flere tilfælde, hvor jeg sad fast, fordi jeg ikke vidste, hvilken retning jeg skulle gå i.

Men rent historie- og pacingmæssigt er det et af de bedste produktioner i denne omgang.

Prøv spillet her