Rochard Anmeldelse

Opstand.

Livet som astromine-arbejder er ikke en dans på roser. John Rochard er godt oppe i alderen. Hårgrænsen bevæger sig langsomt sydpå og afslører med små, grånede sølvstænk, at Rochard er tættere på 60 end på 20. De mange år i den lave tyngdekraft har været medvirkende til den efterhånden velvoksne tønde blæver, der har sat sig på bugen af ham og sikret ham medlemskab af 0.1-ton-klubben, men den kompakte, frysetørrede mad, der indeholder nok kalorier til at få en børnehave til at nedsmelte af aktivitet, har nok heller ikke hjulpet. Og nu står han her, i det ydre rum, over for en strømmende masse af brovtende rumbanditter. Kun iført en kedeldragt og en anti-tyngde-accelerator, der bruges til at flytte tunge ting, må Rochard kæmpe sig vej gennem sin tidligere arbejdsplads, redde sine medarbejdere og levere sin opsigelse med store bogstaver.

1

I god fysisk form.

Rochard er en sidescrollende fysikpuzzler og første spil fra finske Recoil Games. Spillet foregår i det ydre rum, hvor minearbejderen John Rochard uheldigvis en dag befinder sig på det hold, der støder på nogle ældgamle rumruiner. Ruinerne har længe været søgt af Rochards arbejdsgivere, det multiplanetare firma Skyrig Corporation, og da Rochard mister kontakten med resten af sit crew, kæmper han sig vej gennem rumslyngler, kun for at finde ud af, at Skyrig ikke har rent mel i posen. Til sin rådighed har Rochard kun sit værktøj, men som vi ved fra fx. Dead Space, så kan det også være mere end nok.

Spillets opbygning fokuserer på relativt simple opgaver, som at flytte kasser fra et sted til et andet, og på at bruge både objekter og tyngdekraft for at nå fra den ene ende af banen til den anden. Udformningen af disse samt spillets flow gør, at det aldrig bliver rigtigt svært, selvom Rochard af og til må lade livet til en af de mange farer på rumstationen - herunder fald fra ekstreme højder, de invaderende banditter eller robotter med månegrus i maskineriet. Recoil Games har ramt en god balance mellem at skulle tænke sig om, og skyde kasser efter fjenderne, og selvom udgangspunktet er relativt simpelt, er det stadig underholdende. Der kan drages mange paralleller til spillet Trine, der bygger på samme grundlæggende principper, og kan man lide det, er Rochard også et kig værd.

Rochard - Pc trailer

Selvom Rochard ikke kan se sig fri for småfejl og andre ridser i lakken, er det fra start til slut en ganske underholdende tur gennem det ydre rum. Recoil Games formår at holde dampen oppe igennem stort set hele spillet, hvor du smider med kasser, eksplosive dingenoter eller sågar bruger John Rochards egen masse til at klare fjender og forhindringer. Fans af spil, der leger med fysik, kan trygt smide penge efter Rochard, for det er en solid og underholdende, lille oplevelse.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Rochard Anmeldelse Jacob Herold Nielsen Opstand. 2011-12-09T14:03:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!