Vi fortsætter i dag serien af interviews med folk i spilbranchen, og sætter endnu en gang fokus på en dansk veteran, hvis daglige virke breder sig både lokalt og udenfor landets grænser.
Herunder stiller vi fem korte spørgsmål til Morten Nielsen, der er Nordisk Marketing Direktør hos EA og sideløbende er formand for Multimedieforeningen i Danmark (MUF).
Eurogamer.dk: Fortæl lidt om dig selv og dit job.
Morten Nielsen: Jeg er 37 år og bor i Storkøbenhavn, men min arbejdsplads er halvdelen af tiden i Stockholm.
Jeg er uddannet indenfor marketing fra CBS (Cand.merc EMF) og har været hos EA siden 2001. De seneste snart fire år har jeg været Nordisk Marketing Direktør, samtidig med jeg har ansvaret for Danmark. Sideløbende sidder jeg også som formand for brancheforeningen MUF.
Hos EA sidder jeg med det overordnede ansvar for vores marketingstrategier, ledelsesansvar og er generelt sparringspartner for mit team. Derudover har jeg en del tæt samarbejde med vores UK afdeling, da vi er en del af samme region. Det meste af min tid foregår mit arbejde i Stockholm, hvor jeg sidder med mit nordiske team hos spiludvikleren DICE (kendt for bl.a. Battlefield 1942 & Battlefield 3), men rejser i øvrigt en del rundt til primært Oslo, London og Geneve.
Eurogamer.dk: Hvordan havnede du i spilbranchen?
Morten Nielsen: Imens jeg tog min HA / Cand.Merc, havde jeg et studiejob i Bog & Idem der på det tidspunkt var en af Danmarks førende kæder indenfor salg af spil. Her stod jeg i en del år med ansvaret for spil og teknik, og da jeg var færdiguddannet stod EA og manglede en marketingsperson i den nyoprettede danske afdeling, og det blev så undertegnede.
Morten Nielsen - Nordiske marketing direktør hos EA og formand for Multimedieforeningen.
Eurogamer.dk: Hvad ser du som de største udfordringer i branchen?
Morten Nielsen: Det er helt klart den voksende online platform som salgskanal. Den skaber nye og spændende muligheder indenfor marketing, men det gir helt andre spillere i retail landskabet end tidligere. Det er også, at folk spiller mere og mere på andre platforme end set tidligere. Facebook ser stærk ud, men det gør andre platforme som fx Android og Iphone / Ipad også, og det giver flere udfordringer at lancere titler, fordi de skal lanceres så bredt. Det er ikke spil, men derimod franchises, vi arbejder med.
Eurogamer.dk: Hvilke trends kommer til at dominere spilverdenen det næste år?
Morten Nielsen: Vi bliver mere og mere fokuserede på de "klassiske" konsoller, fordi vi er så langt i PLC perioden for de nuværende konsoller, og derfor konsoliderer markedet sig mere og mere. Det giver samtidig også plads til pc-formatet, der allerede i 2011 har markeret sig stærkere end de sidste par år. Derudover så bliver de store titler større og større, og det er i denne periode mere svært for nye IP at bryde igennem overfor eksisterende spilserier. Dog er det vigtigt, at disse spilserier fastholder kvaliteten, idet forbrugerne er kritiske og forlanger "value for money".
Interessant bliver det også at se, hvordan spillene på Facebook og mobil udvikler sig, fordi det er mindre involverende og folk hurtigt mister interesse fordem, og skifter mere regelmæssigt rundt end man har set på de "normale" spilplatforme.
Eurogamer.dk: Hvad kan du bedst lide ved videospil?
Morten Nielsen: Den innovative udvikling. Det virker som om, det aldrig stopper og det er dybt fascinerende hvad spil kan bruges til efterhånden. Hver situation, hver sin spilmulighed. Det går så hurtigt, at man ikke kan være andet end fascineret af de muligheder der hele tiden dukker op. Jeg finder det også dybt interessant, hvordan spillene konstant ændrer form, og at man i tiltagende grad kan skabe sin egen historie.
- - - - -
EAs næste spiludgivelse er onlinerollespillet Star Wars: The Old Republic, som udkommer til pc den 20. december (og lidt før for nogle).
Hold øje med Eurogamer.dk, når vi i de kommende uger fortsætter Checkpoint-serien med flere personligheder fra den lokale og globale spilscene.
Tryk her for at se samtlige Checkpoint interviews publiceret indtil videre.

