Miles Jacobson om Football Manager

En snak om Danmarks bedst sælgende pc-spil og danskeren bag kulissen.

Vi talte tidligere på ugen med Miles Jacobson, den store, endegyldige overdommer hos udvikleren SI Games, der hvert år leverer en vis manager-simulator ved navn Football Manager. Spillet er hvert år det bedst sælgende pc-spil i vort lille danske land, så det var med ekstra interesse, at vi fik os en halv times snak med Miles om hans gammelkendte spilserie og dens særlige og stærke relation til Danmark.

Eurogamer.dk: Forrige år fik vi FM på iPhone. Sidste år markerede jeres indtog på iPad'en. Og i dag er FM 2012 så udkommet til iPhone og iPad. Hvem er det der køber Football Manager 2012 til de mobile platforme? Er der ved at ske et skift i, hvilken platform, man spiller det på?

1

Manden. Mesteren. Miles.

Miles Jacobson: Der er mange af vores fans, der ikke køber spillet hvert år, men måske nærmere køber det hvert andet år. Så på den måde har vi ikke styr på vores fans fra år til år. Der er mange, der dropper ud i nogle år, for så at vende tilbage. Samtidig vil jeg sige, at Football Manager til iPad og iPhone på sin vis tiltaler spillere med et lidt andet temperament, en anden tidsramme. Det at spille på iPad og iPhone lægger op til kortere sessions af måske 20-30 minutters varighed af gangen, kontra de 2, 3 eller flere timer, det ofte tager at komme i gang med pc-versionen. Så i stedet for at æde af pc-fanskaren, ser vi hos SI de nytilkomne spillere med iOS som en tilføjelse til fanbasen. En vækst. Og det er jo i bund og grund det samme spil, da de alle bygger på den samme database.

Eurogamer.dk: Flere platforme, flere og flere klubber og spillere. Det må da efterhånden være dyrt at lave et stk. Football Manager? Hvor mange penge koster det i ren udvikling for hver udgave, vil du sige?

Miles Jacobson: Okay, jeg kan ikke give dig noget specifikt tal, men regner man ud fra vores godt 75 fuldtidsansatte i et år, og lægger vores netværk af godt 1700 spejdere og lokale koordinatorer til, kan man måske begynde at tegne et billede af, hvor mange penge der er tale om. Ja, og så er der også lige oversættelsen til 17 sprog…

Eurogamer.dk: Og licenserne, vel. Og hvorfor er det nu lige, at det ikke er jer, der får penge for at reklamere for Nike, Man United og så videre?

Miles Jacobson: Jamen det spørger jeg da også jævnligt om, men sådan er spillet bare. Hvis du vil lave noget, der findes i virkeligheden, så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt, så koster det penge at efterligne. Licenser er dyre - men de er det hele værd.

Eurogamer.dk: Hvad er det lige der sker i Danmark. FM er år efter år det bedst sælgende fuldblodsspil til pc…

Miles Jacobson: …Ja, det er fantastisk, men nu skal jeg fortælle dig noget, der er endnu mere fantastisk: Danmark er efterhånden gået hen og blevet den tredje største aftager af Football Manager hvert år. Førstepladsen har Storbritannien, mens andenpladsen går til Frankrig. Det er ret fantastisk. Og på fjerdepladsen har vi jeres naboer i Norge. Det er sgu' ret fænomenalt, når man tænker på landenes relative størrelse.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!