Nogle af mine allerfedeste spiloplevelser igennem tidernes løb har været i selskab med adventurespil. Monkey Island, Maniac Mansion, Sam & Max, Full Throttle, LOOM, Legend of Kyrandia, Indiana Jones and the Fate of Atlantis, Gabriel Knight, Leisure Suit Larry, The Longest Journey, Blade Runner, Day of the Tentacle... titlerne vælter ind i mit sind sammen med en lang række minder, men fælles for stort set alle er, at det hele var meget bedre i de gode gamle dage, hvor græsset var grønnere og solen skinnede fra en skyfri himmel (som man aldrig så, da man jo sad foran sin pc med fantastiske spil, som de ikke laver dem mere). Men det passer jo ikke helt, som spil som Fahrenheit, Heavy Rain og nyere serier som Syberia har vist. Genren lever også i bedste velgående på Nintendo DS og i Telltale Games' mange episodiske genoplivninger af gamle klassikere og franchises (selv om jeg dog ikke føler, at Telltale helt har det samme greb om humoren i genren som især spillene fra LucasArts havde). Det ændrer dog ikke på, at der er langt imellem rigtige, ægte peg-og-klik-adventurespil, som vore nørdede forfædre programmerede dem.
Der er gjort et helhjertet forsøg på at ramme stilen fra de gamle klassikere, og derfor ser spillet ud som noget, der er hentet direkte fra de gyldne tider. Bogstavelig talt.
Gemini Rue fra Wadjet Eye Games er dog en anden kaliber end de nyere skud på stammen. Vi taler ægte oldschool her, baby. Der er gjort et helhjertet forsøg på at ramme stilen fra de gamle klassikere, og derfor ser spillet ud som noget, der er hentet direkte fra de gyldne tider. Bogstavelig talt. Her taler vi håndtegnede animationer, tekster med samme skrifttype som de største spil fra LucasArts og baggrunde i meget lav opløsning. Spillets skabere har tydeligvis satset på at fange et ægte retrolook, og det er bestemt lykkedes, på godt og ondt. Vi kaldte engang dette orgie af hakkede kanter og kornede farveovergange for VGA-opløsning, og den var designet til min barndoms flimrende CRT-skærme. Dét var de tidlige halvfemseres HD, børnlille. Og det var mange pixels dengang! Jeg er bestemt ikke sikker på, at alle moderne gamere vil opleve den tykke nostalgi, som vi gamle adventure-rotter gør, men hvis man først kommer i gang med Gemini Rue, så vil historien kunne fænge de fleste med hang til en god gang sci-fi-noir.
Som spiller skifter du mellem to roller i spillet, den hårdkogte Azriel Odin, en eks-lejemorder på jagt efter sin forsvundne bror og "Delta-Six", en hukommelsesløs mand, der er spærret inde i et mystisk hospital. Historien væver de to mænds skæbner sammen, og jeg skal bestemt ikke afsløre, hvad der sker, for det er jo kernen i ethvert adventurespil med respekt for sig selv. Lad mig nøjes med at sige, at vi befinder os mellem 2228 og 2229 i en verden, hvor mennesket har koloniseret fjerne planeter, og derefter kørt dem totalt i sænk med Blade Runner som det klare, dystopiske forbillede. Spillets regnvåde, nedslidte futuristiske miljøer tegner ikke noget smukt billede af vores fremtid, som også lader til at favorisere kriminalitet over hårdt arbejde. Azriel selv er en antihelt, hvis baggrund og motivationer er mildest talt tvivlsomme, men han fungerer godt som en hovedperson med hår på brystet. Hovedformålet for Delta-Sixer derimod selvopdagelse og dertilhørende undren, og to så umiddelbart forskellige hovedpersoner skaber en god variation i et spil, der ellers godt kunne være blevet alt for traditionelt.
