Rayman Origins Anmeldelse

Varmt hul i maven.

Mens Assassins Creed Revelations udspiller sig i renæssancen, har Ubisoft gang i en helt anden form for renæssance et helt andet sted i deres efterhånden omfattende franchise-univers. Rayman, den armløse fyr med den spøjse form, vender tilbage til spilmediet for første gang siden 2003, hvis man da ikke tæller Raving Rabbids med.

Der spildes ikke meget tid på en egentlig historie i Origins. Rayman, bedstevennen Globox og et par af de spøjse teensies får irriteret en bedstemor fra underverdenen med højlydt snorken under en af deres tilbagevendene chill-out-sessioner, og hun reagerer ved at sende sine darktoons ud i verden for at skabe kaos og kidnappe electoons og nymfer. Slænget ser sig selvfølgelig nødsaget til at råde bod på skaden og dropper afslapningen til fordel for et eventyr gennem en bizar og vidunderligt mærkelig verden.

1

Umulige Rayman med hans håndtegnede posse.

Rayman Origins foregår angiveligt før de første Rayman-spil og portrætterer et umage fælleskab af de kendte figurer i en løsere og mere useriøs udgave end tidligere. Ikke at man kan anklage Rayman for nogensinde at have været et udpræget seriøst spil, men kreativiteten og barnligheden har fået frit spil til at fortælle, hvordan helten Rayman bliver skabt. Vi vil ikke komme for meget ind på hvordan det sker her, og det er ærligt talt også kun sekundært i forhold til selve oplevelsen, hvor der egentlig ikke mangler noget. Origins byder nemlig på adskillige timers morsomt spil i stil med LittleBigPlanet og New Super Mario Bros., men med sine egne specifikke præg. Som i de to nævnte eksempler kan der spilles op til fire spillere samtidigt, der skal sam- eller modarbejde hinanden på godt eller ondt. Samarbejdet er selvfølgelig i fokus, men spillet er indrettet således at det er muligt at spænde ben for hinanden på den eller anden måde. Heldigvis er Origins samtidigt så tilgivende og ikke markant konkurrencepræget, at frustrationer som regel mere et resultat af uheld frem for egentlig ondskabsfuldhed - og sammenlignet med et spil som New Super Mario Bros, der kan få det værste frem i folk, er Rayman Origins et venligere spil.

Grundlæggende handler spillet ikke om meget mere end at nå fra A til B i en bane, men der er hemmeligheder skjult rundt omkring på banerne, der gemmer på electoons og de lysende lums, et væsen der tilsyneladende er levende valuta. Der kan hoppes, glides på maven, gives syngende kindheste og senere i spillet kan der for eksempel også svæves, efterhånden som banerne bliver sværere og inkorporerer mere af figurernes repertoire. Hastighed og samarbejde er vigtigt, hvis man skal have samlet det maksimale antal lums, der udløser electoons i slutningen af banen, der igen udløser adgang til bonusbaner og nye, spilbare figurer. Undervejs støder man også på tilfangetagne nymfer, der som figur er nået godt gennem puberteten siden den første optræden i det første spil og nu fremstår som storbarmede, hvepsetaljede cosplay-udklædninger. Måske lige lovlig seksualiseret, men i spillets kontekst betyder det ikke det store, da der ikke er den vilde seksuelle spænding i den armløse Rayman eller den fedladne og frygtsomme, men elskelige, Globox.

Rayman Origins - Cinematic [Gamescom 2011]

Det mest imponerende ved Origins er dog den grafiske stil. Hele vejen igennem ligner spillet en tegnefilm, og det klæder spillet, at det ikke er forfaldet til en 3D-model, der ikke havde kunne hamle op med den æstetik, Origins er endt med. Det er sødt, sjovt og charmerende til det ekstreme, og hvis man er til det lidt skæve multiplayer, genren indbyder til, bør der ikke herske nogen tvivl om, hvorvidt der er plads på hylden til Rayman eller ej.

Med Rayman Origins viser Ubisoft, at 16 år ikke er nogen alder for en spilfigur. Trods flere års dvale er Rayman tilbage i en storform, der låner lidt vel meget fra de andre baskere i serien, men alligevel charmerer sig direkte ind i hjertet på os med sin fuldendte grafiske streg og hurtige, ustyrligt morsomme gameplay. Der er tilpas med gak og løjer - herunder en bane hvor der skal flyves på kæmpemyg. Origins er ikke helt New Super Mario Bros. eller Little Big Planet 2, men så tæt på, at enhver med kærlighed til genren bør invitere Rayman ind i varmen til en kop kaffe og noget spilmæssig filosofering i sofaen.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem Rayman Origins Anmeldelse Jacob Herold Nielsen Varmt hul i maven. 2011-11-29T22:22:00+01:00 9 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!