Årets strategispil

Vi udnævner årets bedste spil i hver genre.

ÅRETS TURBASEREDE STRATEGISPIL

1. Combat Mission: Battle For Normandy

19

Et kort fra Normandiet, zoomet helt ud. De grønne områder er 'objectives'.

Martin Wiinholt skrev bl.a. i sin anmeldelse:

Min pointe er at Combat Mission, udover at være en første klasses simulator, er et uovertruffent spilsystem der giver en krigsspiller, en 'wargamer', med interesse i Anden Verdenskrig hele værktøjskassen. Kernen i spillet er en fantastisk scenario editor. Med den kan man genskabe alle taktiske scenarier fra kampene i Normandiet i 1944. Den nuværende udgivelse indeholder godt nok kun udstyr og tropper fra Wehrmacht, US Army og faldskærmsstyrkerne, briterne, SS og tyske faldskærmtropper kommer i en senere udgivelse, men det er også rigeligt. Man kan lave kort der afbilder alle tænkelige situationer: bykampe, fabrikker, bondegårde, huse i flere etager, huse af mursten, huse af granitsten, marker, bakker. Det hele er med. Kun fantasien sætter grænser, som det gamle danske ordsprog siger.

2. Might & Magic: Heroes VI

20

Det faktum, at man ikke kan rotere kortet og zoome ind og ud, understreger følelsen af at kigge på et spillebræt.

Jesper Krogh Kristiansen skrev bl.a. i sin anmeldelse:

OK - en hurtig recap for nybegyndere. Might & Magic: Heroes VI er, som de andre spil i serien, et turbaseret strategi-spil baseret på et klassisk high-fantasy univers. Spillet kombinerer et oversigtskort, hvor man flytter rundt med sine helte (heraf spillets navn), erobrer byer og bygninger og samler skatte op. En del af dette arbejde inkluderer en lang række kampe mod monstre og fjendtlige tropper, afviklet i deres eget lille underspil. Drivkraften gennem spillet er både et ønske om at vinde det enkelte scenarie, men i lige så høj grad at opbygge sin hovedhelt med evner, spells og udstyr, men man arbejder sig frem mod slutningen af et af de 6 scenarier. På klassisk RPG-maner nurser man sin hovedhelt frem, i håbet om at gøre ham eller hende så stærk som muligt, frem mod den store kamp man ved venter i kampagnens sidste scenarie.

3. Magic the Gathering: Duels of the Planewalkers 2012

21

3 mod 1 er ikke unfair, når solo-troldmanden trækker hidsige schemes op af bunken som her, hvor et monster kan ryge direkte på bordet.

Søren Muska Stærk skrev bl.a. i sin anmeldelse:

Del to af kampagnen hedder Arch Enemy, og sætter fire troldmænd mod hinanden i det fair setup 3 mod 1! Du er en del af de tre mod den ene, og spillet kører turbaseret med jeres tur samtidigt og herefter modstanderens. Det er jo unfair, så derfor har den alenestående Arch Enemy såkaldte schemes til sin rådighed - et per tur - som bliver trukket fra en separat bunke kort. Disse schemes giver en fordel, idet de kan ødelægge alle jeres monstre, give jer skade i forhold til hvor meget mana i har osv. En sjov tilføjelse til universet, der giver dybt uforudsigelige spil. Den sidste del hedder Revenge og kan bedste betegnes som en form for Hard Mode. Her findes de hårdeste modstandere med de bedste decks. Det er her det sker! Optjen alle kortene til et deck og smut op i Revenge og se, om dit deck har, hvad det kræves. Her sidder jeg stadig lidt fast og tager ikke en såkaldt dead-mans-mana hånd for en ordentlig sejr. Det er i sidste afdeling, den nye deck editor skinner igennem.

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!