Årets puzzle-eventyr

Vi udnævner årets bedste spil i hver genre.

ÅRETS PUZZLE-EVENTYR

1. Portal 2

34

Køligt. Kløgtigt. Kløe på indersiden af skallen.

Jacob Herold Nielsen og Morten H. Bindslev Rasmussen skrev bl.a. i deres anmeldelse:

Fra start til slut er Portal 2 en blanding af velfortalt historie og hjernevrider. Historien får til tider trukket spilleren lidt på afveje, og det adskiller Portal 2 fra det første Portal. Her var der alt andet lige mere fokus på de mange puzzles, men Portal 2 har mere dybde og også muligheden for at lege mere. Der bliver introduceret nye elementer såsom væsker, der giver overflader og objekter nye egenskaber, samt barrierer af lys, der kan bruges både som skjold og som bro over dybe afgrunde. Et andet klart bevis for, at Valve har haft mere tid og flere penge til 2. omgang af Portal er, at vi nu ikke alene får de omkring 6+ timers sjov i single-player, men også et ligeså næsten ligeså langt co-op mode. Co-op fungerer som 2-player og er ikke nær så historie-tungt som single-player delen. Co-op har dog en fin lille historie, der underbygger den primære historielinie godt. Man kan sagtens spille co-op delen før man spiller den primære historie - det fratrækker ikke fra oplevelsen.

2. L.A. Noire

35

Ansigterne i spillet er uovertrufne. Sjældent har en vred politimand været skildret mere livagtigt i et spil.

Martin Lennon skrev bl.a. i sin anmeldelse:

[...] den revolutionerende detaljegrad i skuespillet og den gennemførte autentiske stemning gør L.A. Noire til noget helt særligt og et spil, der bør spilles af enhver med den mindste interesse for, hvad spilmediet kan præstere anno 2011. For langt de fleste vil der være flere "wow, så du lige det" øjeblikke i spillets mest gennemarbejdede krimigåder, hvor en anklaget pludselig går til bekendelse efter det hele rette spørgsmål, eller din overordnede klæder dig verbalt af efter et mislykket forhør.Mange af mine kriktikpunkter af L.A. Noire kan kategoriseres som ønsketænkning - hvorfor gør spillet ikke det, det og det, når det nu gør netop det, det og det. Men er ønsketænkning for meget forlangt af et spil, der fører sig selvsikkert frem som den nye standard. Spillet der for alvor sætter dig i rollen som detektiv og giver dig en spiloplevelse ulig noget andet, du hidtil har været vidne til. Nej, det mener jeg ikke.

3. Where Is My Heart?

36

Efterhånden som man kommer ind i spillet, bliver banerne mere komplekse, og de nødvendige løsninger ligeså.

Jesper Krogh Kristiansen skrev bl.a. i sin anmeldelse:

Where is my Heart? ser umiskendeligt retro ud, men er det ikke i en grad der begrænser eller dikterer spillet. Selvom grafikken er holdt i en helt nedbarberet 8-bit udgave, så er der et ret fint og sart soundtrack i baggrunden der, selvom det også bruger lyde fra chip-tune genren, ikke er bundet til kun at gøre brug af 'retro' lyde. Det virker mere som om, at det er de tre sære væsener og deres verden der er '8-bit', eller hvad man nu skal kalde det, og derfor giver det mening at de er udstyret med simple sprites, enkle løbeanimationer og at deres sære udbrud lyder som blip-lydene fra en gammel Atari-konsol. På den måde bliver man skuffet, hvis man forventer en fuldblods retro-oplevelse. Men hvis man går til spillet med et åbent sind, får man i stedet for en oplevelse af et eklektisk spil, der plukker fra hele paletten af spil-virkemidler uden at skule til om det er moderne eller ej.

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!