Eurogamer.dk

Lord Of The Rings: The War in The North Anmeldelse

Ringen er fejlsluttet.

Det burde være så simpelt at designe et vellykket Ringenes Herre action-RPG, og alligevel viser War in the North, at det er ret svært. For Ringenes Herre er først og fremmest en fremragende fortælling, og bliver fokus primært flyttet over på action, så taber selv den mest elegante elver pusten. War in the North er baseret på Ringenes Herre universet, som vi kender det fra Peter Jacksons storfilm, men historien er skrevet specielt til spillet, hvilket er den største mangel.

3

Vore tre helte. Deres livløse ansigter siger alt om deres mangel på personlighed.

Plottet i War in the North besidder ingen af Tolkiens kvaliteter og er tyndslidte fantasy klicheer, der aldrig fænger. Værst er karakterskildringen af de tre hovedaktører, en krigerisk dværg, en magisk elverkvinde og en bueskydende ranger. Personligheden er så godt som ikke eksisterende, og i alle scener, hvor de krydser veje med kendte skikkelser som bl.a Aragon og Gandalf, så råber man fra sofaen: "Nej, nej, nej! Lad mig nu spille Gandalf - bare i 10 sekunder. Han er så meget sejere!". Men det får vi ikke lov til.

Det er synd og skam, at Snowblind Studios ikke får udnyttet det potentiale, der er i at skabe en selvstændig Ringenes Herre fortælling. Fokus har uden tvivl været på det actionmættede gameplay, og selvom det har visse old school kvaliteter, så er det bare ikke godt nok i netop et Ringenes Herre spil, hvor et medrivende eventyr burde være en selvfølge.

Snowblind Studios er garvede inden for action-RPG genren med vægt på action. De har bl.a. stået bag Champions of Norrath og Baldurs Gate Dark Alliance fra PS2'ens velmagtsdage. Samme design-mentalitet tager de med til Midgård, hvor horder og atter horder af orker og goblins skal nedslagtes i den rene blodrus. Angrebsmulighederne er udmærket realiseret, hvad enten du svinger sværdet, kaster med magiske ildkugler eller spænder buen til et pletskud, og det ser drabeligt ud. Men efter at have nedslagtet ork efter ork, så begynder monotonien at indtræde. War in the North er i sin grundessens hack & slash med al dens ensartethed og lette tilgængelighed, som genren er kendt for, og det skal man være klar over, før man giver sig i kast med spillet.

Lord of The Rings: War in the North - Combat

Visuelt er spillet en blandet landhandel. De mange dunkle grotter, øde sletter og glemte borgruiner bliver nemt til en uinspirerende grå-brun grød, mens byerne og de mere kendte egne, man besøger, giver et bedre indtryk af spillets grafiske formåen. F.eks. er spillets begyndelse i den regnfulde landsby Bree visualiseret, ligesom vi husker byen fra Eventyret om Ringen, men desværre er de befolkede egne i spillet visuelt røgslør, der aldrig byder på gameplaymæssige udfordringer. Dem finder man kun ude i ødemarken, i borgruinerne eller i grotterne, hvor horder af orker ligger på lur. Det er en skam, når nu netop velkendte Ringenes Herre locations som Bree eller Rivendell er fint visualiseret.

1

Endnu en horde orker møder den krigeriske dværgs skarpe økse. Been there, hacked that.

Vanen tro i et action-RPG, er der gode muligheder for at opgradere din karakter med både udstyr og evner, og det er spillets største styrke, da det giver et tiltrængt krydderi til hack & slash gameplayets monotoni. Så selvom du slagter den ene ensformige ork efter den anden, så kan du i det mindste variere dine angreb med nye evner - om end udfaldet altid bliver det samme - endnu en død ork.

War in the North er designet til co-op spil og bør spilles med venner - enten online eller via splitscreen. Som singleplayer mister spillet hurtigt sin spinkle charme og bliver en ensom vandring i Mordor og omegn. Når du slagter orker sammen med en ven eller to, er det nemmere at holde spillets ensartethed ud, da det bringer minder om de gode gamle Gauntlet dage i arkadehallen - hvis du da er barn af firserne vel at mærke.

Der gemmer sig bestemt et potentiale i War in the North, da Snowblind Studios ved, hvordan et godt gammeldaws action-RPG skal strikkes sammen, de har bare ikke formået at få det til at stemme overens med Ringenes Herre universet. Historien er tam, karaktererne er kedelige, og selvom det monotone hack & slash gameplay har en vis old school charme, så har spillet simpelthen for lidt at byde på i længden. The Lord of the Rings: War in the North bliver aldrig "Min Dyrebare."

5 / 10

Lord Of The Rings: The War in The North Anmeldelse Martin Lennon Ringen er fejlsluttet. 2011-11-16T06:12:00+01:00 5 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...