Computerspil er mange ting. De kan være alt fra adrenalinpumpede voldssimulatorer, der sælger i realistiske våben og den præcise fysik i et splintret menneligt kranie til fredfyldte, afslappende flyveture over poetiske blomstermarker. Det ene øjeblik kan du tage rollen som en næsten nøgen heks, der angriber med sit eget hår, det andet kan du vælge at kæmpe som en næsten nøgen dominatrix med et sværd, der tilfældigvis også er en pisk. Gameplay er i sandhed en fleksibel størrelse, der byder på lige så mange vidt forskellige oplevelser med større eller ikke helt så store grader af nøgenhed. Okay, jeg skal snakke om et puzzle-spil og samtidig gøre det interessant. Desværre indeholder det rent faktisk hverken pistoler, petuniaer eller perverst store p... Okay, jeg kommer lige i tanke om, at jeg skriver for Eurogamer. Vi er meget seriøse her, og jeg lyder jo som den rene plebejer. Pardon, mens jeg lige finder min monokel og min Medova frem. Hvor stillede jeg nu tøflerne...?
Hovedbrud eller hovedpine? Det finder du hurtigt ud af...
Det var bedre. Lad os forsøge en lidt mere gennemtænkt indgangsvinkel. I komplekse spil er det en lang række variable og vektorer, der til sammen tegner en helhedsoplevelse, men i bund og grund er der altid tale om en rejse fra et sted til et andet, det være sig bevægelsen fra den ene bane til den næste eller udviklingen fra begynder til mester. I Mercury HG til Xbox Live får du både rejsen og udviklingen i én og samme pakke. Spillet er en vaskeægte fysik-puzzler af den mest rendyrkede slags. Hvis man kan huske de gamle kuglespil med labyrinter eller måske har prøvet Super Monkey Ball, så kender man konceptet. Du skal nemlig manøvrere en lille klump kviksølv igennem en bane ved at vippe hele banen horisontalt og vertikalt. Det er en lidt søsygefremkaldende oplevelse til at begynde med, da Xbox-controlleren ikke er udpræget velegnet til den fine manøvrering, som spillet kræver, men med lidt øvelse går det fint.
Målet er at få dit stykke kviksølv fra den ene ende af spillets mange udfordrende baner til den anden, uden at miste noget af det. Kviksølv er kendt for at flyde sammen, som man ser det i dokumentarfilm som Terminator 2. Men i modsætning til den gode Robert Patrick, er hovedpersonen i Mercury HG meget nem at skille ad igen, og du skal derfor passe meget på undervejs. Selvfølgelig er udviklerne, som i alle puzzle-spil, en bunke lede sadister, der elsker at se dig fejle. Derfor gælder spillet ikke bare om at nå fra den ene ende til den anden, du skal også gøre det i den bedste tid. Det er nemt nok i de første par baner, men inden længe skal du fx dele dit kviksølv op i flere dele, som manøvreres samtidig, og det er bare begyndelsen på strabadserne. Hvad siger du til at dele din lille klump flydende metal op i to, farve hver del i forskellige farver og så blande de to farver for at få en tredje farve, som derefter kan give adgang til en ny del af banen?
Der skal psykedeliske farveskift til for at komme videre i teksten, fuldstændig som i '68.
Ud over at skulle grave farvelæren fra folkeskolen frem fra de støvede gemmer i hjernen, skal du holde styr på det faktum, at alting foregår på det samme fysiske plan, så du skal hele tiden huske, at dine forskellige kviksølvdele vil flyde samme vej, når du vipper banen. Og endnu værre bliver det, når du skal have dine kviksølvdele til at flyde forskellige steder hen på banen samtidig. Bedst som du endelig formår at gøre det gameplaymæssige svar på at hinke, mens du klapper dig på hovedet, aer dig på maven og synger nationalsangen bagfra, så lader spillet dig på nedladende vise vide, at DoucheLoverDonkeyFucker666 har gjort det 95 % hurtigere end dig... i første forsøg.
Din fornøjelse med Mercury HG vil være direkte proportionel med din fetich for rumlig fysik, farvekombination og viskositetsmultitasking. Hvis du læser ovenstående og tænker, at du sagtens kan gøre det langt bedre end mig, så har du sikkert ret. Du vil finde et ganske stilrent spil med masser af udfordringer og endda lidt indbygget viden om det periodiske system, som har et godt feel og ser ganske pænt ud. Du kan endda importere din egen musik, som banerne i bedste Q Entertainment-stil vil bølge i takt med. Hvis du også er typen, der får blod på tanden og får lyst til at konkurrere, så er levetiden ganske lang her, og til kun 400 MS-point er det lidt af et røverkøb. Jeg må dog indrømme, at jeg aldrig selv rigtig blev bidt af sagerne, men det gode håndværk og den fordelagtige pris gør alligevel, at vi ender i den pæne ende af anmeldernes periodiske tabel.
7 / 10
