Steams forum er oppe igen

Har været nede 5 dage efter hacker-angreb.

Så er Steams fora oppe igen, efter 5 dages nedetid.

I mandags blev samtlige af Steams fora lukket ned. Den officielle besked var, at det var "pga. vedligeholdelse", men screenshots taget før lukningen afslørede sære beskeder, der tydede på et hackerangreb.

I løbet af ugen gik Steam så til bekendelse, og indhømmede at ikke bare forummet, men selve Steam-platformen havde været offer for et hacker-angreb, hvor hackerne havde tiltvunget sig adgang til bl.a. krypterede kreditkort-informationer, brugernavne og passwords.

Men nu er forummet altså oppe igen, og brugere er ikke sene til at henvise til, hvordan Sony tidligere på året forærede spil væk, som et plaster på såret, efter den langvarige lukning af PSN i hælene på et andet hacker-angreb.

Således er en af de mest populære tråde, på det nys genåbnede forum: "Får vi så en gratis kopi af Portal 2 nu?"

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!