Eurogamer.dk

Call of Duty: Modern Warfare 3 Anmeldelse • Side 2

Dyre ekstrabaner.

Et spil er hurtigt og tilfredsstillende, og til forskel fra Battlefield 3, der har nogle større baner og et langsommere, mere taktisk gameplay, så tilfredsstiller Modern Warfare 3 en anden slags kløe end Battlefield 3. Det eneste der taler imod at skaffe begge spil, er mængden af tid, du skal bruge på at låse våben og udstyr op begge steder, for det er svært at vælge mellem to ellers tilsyneladende ens tematiserede spil. Ikke desto mindre er der stor forskel på spillene; Modern Warfare 3 vil uden tvivl tiltale den solo-orienterede spiller mest, spilleren der fokuserer på sin egen præstation før andres, mens Battlefield 3 i større grad appellerer til den hold-orienterede spiller. Dermed ikke sagt, at der ikke er holdspil i Modern Warfare 3, for der er et utal af hold-baserede muligheder når man går online - den enkelte spiller belønnes bare i større grad for at spille godt i forhold til Battlefield 3.

Med så populær en onlinedel har Activision set sig lune på muligheden for at tjene penge på det. Som noget nyt har vi derfor Call of Duty Elite - et betalingsabonnement, der i skrivende stund allerede er blevet lanceret på konsollerne, men først kommer senere på pc "når systemerne er sikre nok". Elite giver adgang til et massivt statistik-system, der tillader upload af 30 sekunders video til Youtube, heatmaps, grupper, apps til din telefon og en masse andet lir. Det er ikke skideinteressant på papiret (og vi har endnu ikke fået testet det, da anmeldelsen her er baseret på vores egenkøbte pc-udgave, mens konsolversionen i mellemtiden droppede ind i postkassen tidligere i dag - to dage efter udgivelsen), men vi håber på snart at kunne kaste et nærmere blik på en ny måde at gøre tingene på.

Multiplayer gameplay som de unge vil ha' det.

Selvom der er ændringer i forhold til de forrige spil i serien, så er de få og så godt gemte, at Modern Warfare 3 i det store hele ligner forgængerne. I det store hele falder det hele tilbage på selve banedesignet i multiplayerdelen, hvor det er dér, spillet virkeligt skal bestå sin ildprøve. Efter nogle aftener med aftrækkeren i bund er konklusionen herfra, at tredje Modern Warfare indtil videre er et skridt frem i forhold til Black Ops, men stadig ikke på niveau med de to første Modern Warfare-titler, der havde baner, der var sjovere at spille på. Lige netop dét punkt er selvfølgelig enormt subjektivt, og banerne virker generelt bedre afbalancerede.

Alligevel er det svært at slippe fornemmelsen af, at Modern Warfare 3 reelt er en meget, meget dyr pakke med ekstrabaner. Uden tæt kendskab til de tidligere spil er det umuligt at se nogen umiddelbar forskel på billeder fra de forskellige titler, og det er ikke udpræget svært at samle serien op hvor man slap for godt 9 måneder siden.

Så alt i alt er Modern Warfare 3 "bare" mere Modern Warfare 1 og 2 (og Black Ops), men på ingen måde en overraskelse. Med så stor en pengemaskine, som serien har vist sig at være, er det tilsyneladende lige præcis det, folk vil have, og hvis man ikke vil have mere af det samme - hvorfor så overhovedet købe en 3'er?

Vi smider et 8-tal efter Modern Warfare 3 i kraft af at det ikke rykker nogen som helst grænser, men istedet putter sig tæt op af Modern Warfare 2, hvor der er trygt, varmt og en garanteret milliardomsætning. Det er stadig fedt, men vi kunne godt savne at der blev tænkt kreativt frem for kapitalistisk.

8 / 10

Call of Duty: Modern Warfare 3 Anmeldelse Jacob Herold Nielsen Dyre ekstrabaner. 2011-11-11T20:32:00+01:00 8 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...