Call of Duty: Modern Warfare 3 Anmeldelse

Dyre ekstrabaner.

Traditionen tro bryder Modern Warfare 3 på en ordentlig omgang roderi rundt i den historie, som spillet startede tilbage i de to første spil. Igen skiftes der fra hovedperson nummer 1 til hovedperson nummer 2 og så videre, adskilt af eksplosioner og sindrigt animerede sekvenser med digitale blueprints, der har nogenlunde samme troværdighed som videnskaben i CSI: Whatever. Seriøst, så ville det amerikanske militær nok i langt større grad bruge papir og blyant (måske en whiteboardtavle og nogle satellit-fotos, hvis vi skal være rigtigt avancerede) i planlægning, fremfor at have folk til at sidde og computeranimere hemmelige militære installationer til en 2 minutters briefing. Men fair nok, der skal noget Hollywood til for at trække spilleren ind, og det virker sikkert fint for det yngre publikum, der er en stor del af målgruppen.

Nuvel. Call of Duty: Modern Warfare 3 fortsætter direkte efter Modern Warfare 2, og samler de sidste stykker af historien om soldaterne Soap og Price og deres jagt på den russiske storterrorist Makarov. Tidslinien i historien bliver filtret godt ind, da der springes lystigt mellem både figurer og årstal, og følger du ikke godt med, er det nemt at glemme helt præcist hvad det er der foregår. Det betyder dog ikke det helt store, for plottet bliver skåret ud i pap af sådan en tykkelse, at man aldrig er i tvivl om, hvornår der sker noget vigtigt. Når det ikke gør det, består Modern Warfare 3 i det store hele af at bevæge sig fra A til B, og skyde på alle med det forkerte tøj på. Du kommer igennem nogle storslåede kulisser, herunder en krigszone omkring Eiffel-tårnet i Paris, men fornemmelsen af bare at være et stykke semi-autonomt scene-væk, der bliver ført gennem historien er svær at ryste af sig.

Et af de store problemer, som Call of Duty-serien aldrig har fået rystet af sig, er måden spillet udfolder sig på. Som spiller bliver du ført gennem det ene område efter det andet, og den eneste indflydelse du har på omverdenen er hvilke af papfigurerne du vælger at lægge ned med dit magiske lille kryds. Ligeledes forsøger Modern Warfare 3 at bygge en masse følelser op omkring hvad der sker i spillet, men det virker kun meget få gange. Selv hornmusikken, der bliver lagt på slutscenen i Frankrig for at give dig et spark i tårekanalen, virker kunstig og ligegyldig. Infinity Ward og Sledgehammer forsøger at levere et både filmisk og actionfyldt produkt på en og samme tid, og det virker bare ikke. Vi har godt nok lige rost Uncharted 3 for netop at gøre det samme, men Uncharted 3 formår at lede spilleren gennem kombinationen med stil, mens Modern Warfare råber dig ind i hovedet lige fra titel-melodien og indtil rulleteksterne flakker over skærmen.

Men ikke mere brok om det. Historien i Modern Warfare 3 er så lille en del af spillet, at der ikke skal spildes mere spalteplads på, hvor kort det er (5 timer!) eller andre ting. Essensen af Modern Warfare 3 ligger derimod online, som er der hvor et køb af spillet virkelig kommer til sin ret. Som i solospillet følger det traditionen, og der er ikke de store forskelle fra de andre spil i serien. Det virker jo. Halvdelen af morskaben ligger stadig i XP-systemet, hvori deres optjenes point i både specifikke våbenkategorier, men også i et overordnet system, der kontrollerer rang, specielle evner og adgang til nye våben og nyt udstyr. Jo mere man bruger et våben, jo flere ekstra dingenoter får man adgang til, og jo mere man spiller, jo mere hardware er der at lege med i de mange forskellige variationer af krig, som spillet byder på. Det hele er velkendt, og så alligevel ikke, for der er en blanding af nyt og gammelt i våbenudvalg, udstyr og evner. Det skal bestemt ikke tolkes som brok, for er der ét sted, hvor Call of Duty har ramt plet, så er det i sin onlinedel, hvor undertegnede har smidt mere end 200 timers fritid over de sidste mange spil i serien.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!