Checkpoint: Morten Ryberg - Ubisoft

Ny serie interviews med danskere i spilbranchen.

I dag starter vi en ny række artikler med fokus på danskere involveret i alle led af den danske spilbranche. Det være sig PR-folk, programmører, grafikere, lydfolk, marketing, stik-i-rend-dreng, tester. Alt!

Vi lægger ud med en af de gamle hunde ovre fra Ubisoft, Morten Ryberg, som har svaret artigt og skarpt på vores fem spørgsmål.

Eurogamer.dk: Fortæl lidt om dig selv og dit job.

Morten Ryberg: Jeg er 38 år. Jeg har arbejdet i spilbranchen siden 1995 - stort set siden jeg tog en håndværksmæssig uddannelse, som jeg hurtigt fandt ud af, at jeg aldrig ville benytte.

Eurogamer.dk: Hvordan havnede du i spilbranchen?

Morten Ryberg: Min vej til spilbranchen startede med et job hos en lille distributør, hvor jeg tog imod telefonordrer og pakkede forsendelser. Dette job blev skiftet ud med en stilling i Electronic World, hvor jeg fik ansvaret for spil afdelingen da den åbnede i City 2, Tåstrup.

Efter et år her, fik jeg et job hos Nordisk Film i deres Playstation team. Her var jeg i 9½ år (med de sidste 1½ år i en afdeling som skulle starte Video on Demand op).

1

Morten Ryberg - Group Brand Manager hos Ubisoft i Norden.

Ubisoft blev min arbejdsplads i 2006, hvor jeg i dag sidder som Group Brand Manager med ansvaret for vores AtL marketing i Norden.

Eurogamer.dk: Hvad ser du som de største udfordringer i branchen?

Morten Ryberg: Nye platforme, overgangsperioder og piratkopiering.

Markedet på de traditionelle konsoller er gået lidt i stå, nye markeder er opstået (facebook, iOS m.fl.) og det er en balancegang at ramme rigtigt med investeringer. Vi er også nødt til at finde en løsning på piratkopiering, så vi ikke ender med at stå i den situation som musikbranchen endte i, og som filmbranchen for så vidt også er ramt af.

Personligt håber jeg også, at man vil kunne satse på/sælge nye brands igen.

Eurogamer.dk: Hvilke trends kommer til at dominere spilverdenen det næste år?

Morten Ryberg: Vi vil se færre store produktioner - ingen mellemvarer - mange mindre produktioner. Digitalt salg vil overtage på 70-80% af alle udgivelser.

Eurogamer.dk: Hvad kan du bedst lide ved videospil?

Morten Ryberg: Gode historier, sociale oplevelser og overraskelser.... og den konstante udvikling.

- - - - -

Ubisofts næste spiludgivelse er Assassin's Creed: Revelations, som udkommer til pc, PS3 og Xbox 360 den 15. november.

Læs med i løbet af november når vi fortsætter Checkpoint-serien med endnu en dansker på den store spilscene.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!