Det er interessant at kaste et blik på den udvikling, som militærspillene har gennemgået fra de sene 90'ere til i dag. Ikke kun på de rent spiltekniske kvaliteter og grafiske forbedringer, men også på temaerne, konflikterne og især miljøerne, de foregår i.
Før var det altid Tom Clancys alternative koldkrigsuniverser, der var centrum. Rusland eller Kina i intern og ekstern splittelse, og USA som den evige politibetjent, der ryddede op i form af de hemmelige Rainbow Six, Ghost Recon eller Splinter Cell.
Nu er det Call of Duty, der bestemmer, og det er mere reglen end undtagelsen, at der er kæmpe kø foran de mellemøstlige grænser, når utallige hvad-nu-hvis-scenarier tager spilform med Modern Warfare som æstetisk inspirationskilde.
I al denne tid har Ace Combat været en overset serie, der har fløjet under radaren og aldrig lagt sig ud med genrens store blockbusterspil. Det har været japanernes nørdede tolkning af, hvordan de troede, at amerikanerne og europæere så på Top Gun. Overmenneskelige egopiloter, der går imod direkte ordrer, ignorerer konventioner og spiller volleyball med glinsende, babyolierede overkroppe, når det er fyraften - og hvad heraf følger af arcadepræget flyaction.
Ace Combat har levet sit eget liv med sit eget fiktive univers og sin egen æstetik. Med Ace Combat: Assault Horizon må man desværre slutte, at det er slut. Og det formentlig for bestandig. Der er taget store opgør med hele seriens grundpiller og i stedet forsøgt at appellere mere til Call of Dutys fans end til nichens loyale fans. Visse forsøg lykkes, mens visse andre føles unødvendige og flove, især for dem, der reelt blot forventer mere af alt det gode, når de køber et nyt kapitel X.
Handlingen er denne gang henlagt til vores virkelige verden, hvor en verdensomspændende konflikt er sparket i gang af løsslupne, russiske piloter med livsfarlige sprænghoveder. I verdens storbyer, inkl. Paris, Dubai og Washington, truer de verdensordenen ved at angribe ud af det blå, under forklædning af at være en nyopstået russisk republik. Dit hold af stjernepiloter udskibes til alle afkroge for at bremse sprænghovederne inden de rammer landjorden. I sig selv er det en historie med klare, lånte referencer fra Tom Clancy-bøgerne, men alligevel har man ikke kunne dy sig for at hugge kapitler direkte fra Call of Duty. At se en amerikansk hovedstad blive centrum for et russisk angreb er simpelthen for billig en kopi, og den svækker distancen mellem virkelighed og spændende fantasi, som tidligere har kendetegnet Ace Combat.
Vigtigere for handlingen er dog konflikten mellem piloterne på de to sider, og heldigvis fylder dette aspekt mere end selve det letsindige plot. Hovedpersonerne støder sammen i flere glimt, hvilket dels skaber en bedre kemi mellem spiller og figurer, dels lægger grunden for gode, solide bosskampe hen mod klimakset. Rent fortælleteknisk er der desværre ikke lagt samme energi i piloternes indbyrdes kemi, moralske skrupler og etiske overvejelser om hvem og hvad de støtter. Det har ellers været glimrende elementer i de tidligere spil.
Tendensen til at spejle sig i andre titler skinner også igennem blandt Assault Horizons øvrige fokusområder. Din rolle er ikke kun at styre fly, men også kamphelikoptere og AC-130-kanoner igennem spillets missioner. De to situationer er relativt gennemførte, men ikke med samme flair og finpudsning, som seriens rene flykampe har oparbejdet efter årtiers fokus på flysimulation. Især AC-130-missionerne føles som fyld, der partout skulle være med for at tiltrække et købestærkt publikum. De er temmelig monotone, og man ønsker dem overstået før de slutter. I kamphelikopter er ensformigheden også et gennemgående problem, når du blot sættes til at nedskyde den ene spontant opståede gruppe raketsoldater efter den anden. Navigationen er ligeledes besværet af svingende kameraoverblik, hvor det hyppigt kræver fuldt stop for at orientere sig i højde og forhindringer i de tætte bymiljøer.
