Eurogamer.dk

Take On Helicopters Anmeldelse

Fra Seattle til Afghanistan tur/retur.

Det føles helt mærkeligt at flyve missioner i en helikopter uden at skyde nogen eller blive skudt på. Det er næsten naturstridigt. Unormalt. Foruroligende. Hvad skal der ikke blive af vores gaming hobby? Skal vi ikke dræbe pixelmænd længere? Jo, det skal vi.

Bohemia Interactive skal have ros for at pløje nye marker. Take-On Helicopters (TOH) er næsten en ny genre indenfor computerspil. Det er en first-person-helikoptersimulator, og en civil en af slagsen. Og med civil menes ikke velopdragen, selvom den egentlig også er det, men ikke-militær.

1

Her er vi på job over Afghanistan. TOH er bestemt ingen legetøjs-simulator.

Spillet foregår i Seattle og over et ikke nærmere bestemt område, der kaldes 'Sydøst Asien', men her, i dette lukkede forum, kan vi godt enes om at kalde det for 'Afghanistan'. Her tænker læseren måske: Seattle og Afghanistan, hvordan hænger det sammen? Ja, og jeg takker for spørgsmålet. Historien er som følger: Din far er lige død. Han ejede et helikopterfirma med base på den anden side af Elliot Bay i Seattle. Din bror har hidtil hjulpet far med firmaet, men nu, efter fars død, har bror brug for din hjælp til at få firmaet på ret køl. Det går nemlig ikke særligt godt, sådan rent økonomisk, finanskrisen og så videre, så der er brug for en ekstra hånd, og så er det jo heldigt, at du kan flyve helikoptere også.

Spillets kerne er en singleplayer kampagne. Det er en stribe mere eller mindre lineære missioner med enkelte forgreninger. Missionerne er overraskende underholdende. En af de første handler om, at firmaet sælger en af de gamle helikoptere for at rejse kapital. Køberen skal have en tur i den, og opgaven lyder på at flyve ham over Seattle og lande ved hans kontor. Undervejs er der en lille omvej for at tage et kig på en ny båd, han har købt, men ellers er den lige ud af landevejen.

En anden mission, nummer fire vistnok, er lidt mere tricky. Her er firmaet blevet hyret af den amerikanske pendant til Miljøstyrelsen for at tage en marinebiolog op over Puget strædet for at filme hvaler. Det svære her er at placere helikopteren, så han kan filme ud af højre vindue, ikke for lavt, så skræmmer man dyrene, men ikke for langt væk heller. Det kræver lidt god flyvning at slå en stabil cirkel rundt om hvalerne, så biologen kan få optaget sin film.

Andre missioner er narrative tilbageblik, og det er her Afghanistan kommer ind. Storebror er nemlig veteran fra krigen, og en del af historien går ud på, at man får lov til at flyve nogle af hans missioner. Der er masser af action, og lige pludselig er man på jorden med en M4 i næven, forfulgt af en flok talibanere med viskestykker på hovederne, der ikke vil dig noget godt. Kuglerne flyver om ørerne og hele first-person-shooter-indslaget er ligeså underholdende, som det er overraskende (raketkastere, det er jer jeg kigger på). Til sidst kommer der en redningshelikopter ind og rydder ud med maskingeværer og raketter. Ren Black Hawk Down.

Når man har gennemført den halv-lineære singleplayer-kampagne, glider spillet over i en dynamisk singleplayer-kampagne med autogenererede missioner af fire-fem grundtyper. Man bestemmer selv hvilke missioner, man vil tage. Man får penge for dem, og de kan investeres i nye helikoptere, vedligeholdelse og nyt udstyr. Kvaliteten af historien er bedre end den plejer fra Bohemia. Dialogen er god, og narrativt set er den overraskende og ganske interessant. Godt gået, BI.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...