Dead Rising 2: Off The Record Anmeldelse • Side 2

Alle gode gange to.

Det leder mig videre til en ret unik del af udfordringen. Som nævnt skal Frank have Zombrex en gang i døgnet. Det er en daglig opgave, kan man sige, men alle andre missioner og opgaver er også tilgængelige i et begrænset tidsrum, og der er ikke noget med at prøve igen. Så det gælder om at gemme sit spil ofte, så man ikke pludselig er tvunget til at ofre timers fremskridt fordi man missede en vigtig mission.

Det giver en rigtig fed dynamik, hvor spillet på den ene side stresser dig med uskyldige, der skal reddes, psykopater, der skal dræbes og vigtige begivenheder, der skal undersøges som en del af historien. Og hver af disse missioner har en synlig tidslinie, så du kan prioritere tid og opgaver fornuftigt. Hver eneste gang, der er en uskyldig der dør, står det i øvrigt med store røde bogstaver på skærmen.

På den anden side er du tvunget til at bruge tid på at finde nogenlunde fornuftige våben og forskellige health potions, hvis du ikke bare skal blive slagtet ned i den næste pludselige bosskamp. Tid du ikke har. Så et eller andet sted lægger spillet op til at man spiller det igen. Især hvis man vil gøre det perfekt - eller for at opleve en af de andre slutninger. Det er også i orden, men jeg synes nok, at det er lige overdrevet nok i det her tilfælde.

Hvis jeg sidder og tænker på, at jeg vil/skal spille et spil igennem for anden gang, tager det mig ud af oplevelsen af at være Frank West i en zombie-inficeret kasinoby. Og jeg havde samme oplevelse med den førnævnte bosskamp mod gutten på motorcyklen. Jeg brugte lang tid på at tænke: "hvordan skal jeg forsvare mig mod det her, når jeg kun har slagvåben og ikke skyggen af et skjold eller lignende?". Løsningen, for mig, var at hoppe vildt fra side til side, og vente på at jeg kunne få et slag med det sømbeslåede boldtræ ind. Med andre ord ikke en særlig realistisk version af hvad man dog ville gøre i sådan i situation. Tværtimod måtte jeg bevidst udnytte spillets definition af menneskelig fysik.

Men mit største problem med Dead Rising 2: Off The Record er nok i virkeligheden repræsentationen af Frank og hans fysiske udfoldelser. Jeg kan ikke forstå hvordan et firma som Capcom i 2011 kan udgive et spil, hvor skiftet i mellem hovedpersonens animationer foregår så sløvt og stift. Hvorfor give mig muligheden for at lave rullefald væk fra zombiernes udstrakte kløer, hvis gumpetunge Frank alligevel skal stå stille i flere øjeblikke for at vende tilbage til gå-animationen? Har de ikke set hvordan bevægelser og animationer kan laves flydende i tredie person i Gears of War?

2

Frank?! Du har gæster!

I det hele taget er det som om, at der fuldstændig mangler en gennemgang af spillets brugervenlighed. Man er ofte tvunget til at stå og fedte rundt for at finde det helt rigtige sted, der gør at man kan åbne en dør eller samle et våben op. Hvis man timer det helt præcist, kan Frank hoppe op i luften og sparke. Oftest hopper han dog bare. Og hvis han endelig sparker, kræver det at ramme en zombie tilsvarende præcision. Frank kan lave et cirkelspark ved at trykke på to knapper samtidig, men det er kun lykkedes mig at udføre en fire-fem gange.

Faktisk startede Dead Rising 2: Off the Record ud som en så utilfredsstillende oplevelse, at jeg efter fem-seks timer var klar til at stoppe og bare skrive en sviner af en anmeldelse. Men så skete der noget. Det var som om, at jeg endelig forstod, eller kunne mærke, hvad det er Capcom vil med det her spil. Jeg havde endelig fundet de dele, der laver de rigtigt sjove våben. Jeg havde vænnet mig til den klodsede kontrol. Eller også bliver Frank rent faktisk mere adræt når han stiger i level. Jeg ved det ikke, men pludselig kunne jeg more mig over at snitte zombier midt over, i stedet for at blive irriteret over halvfærdigt spildesign.

Så selvom jeg nu er i gang med at finde og lave alle de fantasifulde våben, og overvejer den perfekte gennemspilning, så kunne Dead Rising 2: Off the Record nemt have været rigtig godt lige fra starten. Der er ingen undskyldning for at udsende et spil med irritationsmomenter, som burde være blevet fanget i brugertest. Og så trækker det altså lidt ned, at udsende det samme spil to gange.

6 / 10

Læs om vores Karaktersystem

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!