Hvornår ved man, at et spil går ind under huden på én? I Batman Arkham City ligger svaret i selve spørgsmålstegnet - ? - The Riddlers signatur, der med neongrønt flair er at finde overalt i Arkham Citys mørke gyder... og nu også i København?! I fuld fart gennem vores hovedstad fangede mit blik neongrønne afmærkninger på regnvåde brosten, og min første tanke var prompte - The Riddler står bag! Hvorefter jeg straks erkendte, at det var på tide at suse direkte hjem og en gang for alle sætte en stopper for den nævenyttige gækker.
Tag det som en anbefaling: Arkham City besætter dine tanker og kalder på dig igen og igen - for som enhver Bat-fan ved, så er jobbet som Batman aldrig helt ovre.

Batman i sit rette element - Gotham City - okay, så Arkham City, men da det er en inddæmmet bydel af Gotham, så er det stadig Batmans rette element.
Batman Arkham Asylum tog fusen på enhver, da det bredte sine flagermusevinger ud forrige år. Her var ikke blot det til dato bedste superheltespil, men samtidig en så stemningsfuld og helstøbt udlægning af nattens ridder, at selv Hollywood eller DC Comics havde svært ved at hamle op med kvaliteten. Kun enkelte steder fumlede Arkham Asylum med flagermusen, og havde det ikke været for den kiksede Super-Joker bosskamp i spillets klimaks, havde det for mit vedkommende været en stort set fejlfri affære. Med andre ord forventer jeg intet mindre end perfektion af Batman Arkham City - årets mest hypede spil, der har holdt håbefulde fans naglet til skærmen, hver gang et nyt splitsekund fra spillet er blevet teaset i en trailer.
Batman: Arkham City - 10 min gameplay
Har man fulgt med i de utallige promotions, ved man, at Arkham City lover meget, rigtig meget. En bred vifte af Batmans mest prominente ærkefjender, en hel bydel, som Batman og Catwoman kan boltre sig frit i, og en medrivende fortælling, der sætter nye standarder for superheltespil. Lad det være sagt med det samme - Arkham City indfrier ikke blot alle løfter, det overgår alle forventninger.
Arkham City er et afgørende øjeblik i Batmans historie - noget jeg til dags dato kun forventede, at tegneserieforlaget DC Comics eller Hollywood kunne realisere, men udvikleren Rocksteady giver dem baghjul med et Batmanspil, der hører hjemme blandt Batmans største bedrifter som tegneserierne Batman Year One, The Dark Knight Returns, The Long Halloween, The Killing Joke og filmene Batman Returns og The Dark Knight.

Two-Face starter festen med et brag! Gangsterboss-attituden er hentet fra tegneserien, mens det forbrændte look er fra Nolans The Dark Knight.
Men hvad er det, der gør Arkham City så forbandet vellykket? Listen er lang, og det mest enkle svar er, at spillet gør intet dårligt. Bosskampene er måske stadig ikke helt på højde med, hvad vi bliver forkælet med i en spilserie som Metal Gear Solid, men der er dog tale om imponerende konfrontationer, du vil huske, efter spillet er ovre, og det er i sig selv en bedrift. Der er ingen tvivl om, at Arkham City er den mest overdådigt detaljerede spilverden, jeg har haft fornøjelsen af at boltre mig i. Jeg ER i Gotham City, eller det vil sige Arkham City, når jeg spiller spillet, så overbevisende og uhørt stemningsfuldt er spillet i sin vision, at illusionen er komplet. Jeg ER Batman, og natten ER min. Slut.

