Rage

Strandet i ødemarken.

Det synes universelt, at computerspillere er, og altid har været, glade for at skyde. Siden mediets oprindelse i starten af tresserne og frem til i dag har vi pløkket mangt og meget, fra pixellerede rumskibe til virkelighedstro nazister og andet afskum. En destruktiv adfærd, der kun er vokset i popularitet, som årene er gået.

I dag har vi dedikerede spilgenrer, der alene beskæftiger sig med væbnet bekæmpelse af diverse fjender. En af disse er den såkaldte first-person-shooter-genre, introduceret i midten af halvfjerdserne og populariseret op igennem halvfemserne. Her indtræder spilleren i rollen som en usynlig figur, visualiseret kun ved det våben, han/hun bærer. Herefter sværmer et væld af fjender mod spilleren, hvis eneste mulighed det er at fylde dem med bly.

Det var et amerikansk firma ved navn id Software, der i 1992 skabte det fundament, hvorpå genren fortsat hviler. Med Wolfenstein 3D lærte de os, hvordan computerspil grundlæggende kan bruges til at simulere kamp med håndvåben. Med Doom satte de kreativt banedesign på kortet, således at genren ikke blot var reduceret til triviel nedslagtning af fjende på fjende. Endelig var de med til at føre genren sikkert over i det polygon-baserede 3D-univers, dette med horror-spillet Quake.

1

Trods deres grusomme udseende, lærer man sjældent at frygte Rage's fjender, selv ikke på de høje sværhedsgrader.

Ved overgangen til det nye årtusinde blev id Software dog overhalet indenom af konkurrenterne. Spil som Half-Life og Medal of Honor formåede at tage genren til nye højder, alt imens id troligt hold fast i deres velprøvede kerneprincipper. Udviklingen stod dog ikke til at bremse, og efterhånden måtte id sande, at de var henvist til andenpladsen, stødt af den trone, hvorpå de havde siddet i mange år. Nu startede kampen for at vinde pladsen tilbage...

Syv år har det taget id Software at komme med et modsvar, men nu er de altså endelig klar til at præsentere fremtidens first-person-shooter, et projekt de har valgt at kalde Rage. Komplet med ny spilmotor er der lagt i ovnen til en overdådig tur i skydeteltet, spørgsmålet er blot, om de har lært af lektien, eller om tiden endnu engang er løbet fra dem.

RAGE er sat i en nær, post-apokalyptisk fremtid, hvor Jorden er blevet forvandlet til en gold ødemark som følge af et kæmpemæssigt meteornedslag. Hovedparten af klodens biologiske liv er gået bort, og de få overlevende må kæmpe en hård kamp for overlevelse. Med civilsamfundet slået i smadder, hersker anarkiet, hvorfor plyndring og drab er en del af hverdagen.

2

En af Rage's sande styrker ligger i dets opgraderingssystem. Der er ikke noget som at pimpe sin bil med nye, dødbringende features.

Spillet tager fat da du, spilleren, vågner fra en nedfrosset tilstand i et hemmeligt laboratorium gemt under den rå klippe. Du er en af tolv specielle individer, alle udstyret med en speciel evne, der sammen skal hjælpe menneskeheden med igen at komme på fode. Den barske virkelighed venter dog, så snart du træder ud i ødemarken, hvorfor det bliver en lang og sej kamp at finde dine brødre.

Alene på ovenstående synopsis kunne man foranlediges til at tro, at vi talte om Bethesda Softworks beslægtede Fallout-rollespil. RAGE prøver da også ihærdigt at følge i dets fodspor ved at kombinere klassisk FPS-design med rollespilelementer. Straks har spilleren forladt det hemmelige laboratorium, og det første mindre quest-hub venter. Her er der mulighed for at hjælpe indbyggerne med forskellige opgaver, store som små, ligesom man kan gå på indkøb hos den lokale købmand eller blot gå på opdagelse i de flotte omgivelser.

Kommentarer (7)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!