Derfor hader jeg... EVE Online

Det kan siges meget kort og meget langt.

Den korte version er: På grund af de andre. Menneskerne. Det kan være svært nok at være sammen med folk, man ikke kender i virkeligheden; de høflige smil, small talk'en, men prøv det i et MMO. Det er en ny form for helvede, en ekstra cirkel, en ny form for tortur for folk, der, som mig, går ind i det med en forventning om, at det virtuelle liv er 'business as usual'.

Den lange, eller lidt længere, er, at mine erfaring med MMO'er startede med Dark Age of Camelot og sluttede med Eve-Online. DAOC var et klassisk 'rend rundt og slå goblins ihjel', level-up, rinse repeat, spil. De folk, der spillede, følte sig nok lidt som pionerer. Det var inden den tsunami, man kalder World of Warcraft, og jeg husker ikke de store problemer med DAOC, bortset fra at det var kedeligt. Jeg nåede til level 28.

Efter et par afstikkere kom jeg til Eve-Online, og jeg kan ved den hellige grød ikke huske, hvordan eller hvem der fik mig ind i det, men hvis jeg kommer i tanke om det, vanker der.

Jo, jo, Eve-Online er et fint spil. Islandsk succeshistorie. Et rumspil som Braben og Bell sikkert ville have lavet det, hvis de havde kunnet dengang i 1982. Én server. Én galakse. Én økonomi. Nu om dage er der efter sigende over 60.000 avatars online samtidigt. Stadig større fleet battles udkæmpes mellem tusinder af rumskibe, serverne tvinges i knæ og teknologien halser bagefter, folk bliver milliardærer på handel og vandel, andre stjæler og snyder sig vej til succes. Jo, Eve minder meget om den virkelige verden. For meget.

Eve er et fantastisk spil. Der findes vist ikke noget online spil med så mange mennesker i. World of Warcraft, ja, bevares, der er elleve-tolv millioner, der spiller det mod Eve's 300.000, men de fjoller rundt på 6.000 miniservere i små grupper, der dårlig kommer op på siden af Tisvilde loppemarked på en god dag i august måned. Næh, i sammenligning er Eve en stor dansk provinsby, et halvt København, faktisk. Der er så mange mennesker i Eve. De er overalt. Og hvis de ikke lige er i det solsystem, du er i, er der et utal af chatkanaler, hvor folk du ikke kender og aldrig vil møde, udspyr en uendelig strøm af vitriolske modbydeligheder mod alt og alle.

Der er mennesker over det hele. Og derfor hader jeg Eve-Online. Nu tror man måske, at det er overbefolkning jeg hentyder til, men nej. Der er efterhånden så mange snedige wormholes, og hvad det ellers hedder, at rummet i 0.0 stadig føles tomt de fleste steder.

Eve er en permanent dødskrampe. Hver en hjernecelle skal i brug, og du skal have reaktionsevner som en jagerpilot for at lykkes i spillet. Sådan taler spillerne selv om det: de andre MMO'er er for tøsedrenge. Hvis du kan klare dig i Eve, kan du klare dig overalt. Det er sandt. Hvis du ikke er hundrede procent fokuseret, glider du ud i mørket, hvor du vil blive samlet op af en virtuel Charles Bronson, der uden at fortrække en mine, vil klæde dig af, tage alt hvad du ejer og sparke dig i ansigtet, bare fordi han kan. Rage quitting er dagligdag i Eve.

'Bare fordi han kan' er det operationelle udtryk her. Det kunne være mottoet for internettets bagside, og det burde stå på indpakningen til Eve.

I Eve kultiverer man dumme svin som andre holder sjældne orkideer.

Efter fire år som allianceleder, fleet commander, politiker og utallige sejre og endnu flere nederlag, kender jeg spillet. Men hvis bare jeg kunne få lov til at spille det alene, ville det være verdens bedste spil.

Jeg har en teori om, hvorfor Eve stadig ligger og roder rundt på omkring 300.000 abonnenter. I den virkelige verden er livet en blanding af folk, man kan lide, folk man er ligeglad og dumme svin. I Eve kultiverer man dumme svin som andre holder sjældne orkideer. Cocktailen af uhæmmet gameplay, nul konsekvenser af ens handlinger og en kæmpe verden med en befolkning på størrelse med Helsingørs på samme server er for stærk for de fleste.

Det var Sartre, der sagde det: L'enfer, c'est les autres. Helvedet, det er de andre. Og alle betaler 150 kroner om måneden for at være med.