Gaming Gotland - Spil på Universitetsniveau

Vi slutter serien på Gotlands Universitet.

En af de faktorer der lader til at være helt afgørende for de mange startups på Gotland er det lokale universitet. Næsten alle de firmaer jeg har snakket med, har på en eller anden måde haft deres udspring i universitetet på øen, og mange nævner muligheden for at rekruttere nyuddannede talenter, som en af fordelene ved at være placeret på Gotland.

Derfor er det kun logisk, at vi her i seriens sidste afsnit tager på besøg på Gotlands Universitet og ser om vi kan lokke nogen af deres hemmeligheder ud af dem og om de har et bud på Gotlands succes som startup-kuvøse for spiludviklere.

Europas ældste spiluddannelse?

Jakob Berglund Rogert er udover at være underviser også ansvarlig for indholdet på spillinjen på Gotlands Universitet. Derudover har han også fingrene i forskellige spilprojekter og har også sit eget lille firma. Men det er i hans egenskab af indholdsansvarlig for spillinjen, at jeg har sat mig for at snakke med ham.

Forhåbentlig kan han være med til at kaste lidt lys over, hvilken rolle Universitetet spiller for de mange spil-startups på øen.

Til at begynde med bad jeg Jakob om at forklare præcist, hvad rollen som indholdsansvarlig på spillinjen indebærer. "Jeg er ansvarlig for at sikre, at kvaliteten af spildesign-faget er af den standard, vi selv ønsker, og som behøves, for at de studerende senere kan få et job i branchen", svarer Jakob. "Så på den måde er den indholdsansvarlige også ansvarlig for, at ansættelsen af nye personer, og de kompetencer de medbringer […] og timeplaner og undervisningsplaner og så videre."

Spillinjen på universitetet er faktisk en af de ældste i Europa. Den blev startet allerede i 2001 og kan dermed fejre 10-års jubilæum i år. Til sammenligning startede spiluddannelsen på IT-Universitetet i Danmark først op i 2005 og er dermed kun omtrent halvt så gammel.

2

Spil-uddannelsen på universitetet varer tre år, og de optager ca. 120 studerende på spillinjen om året, nogenlunde ligeligt fordelt på de to studieretninger, spildesign-programmering og spildesign-grafik. Ifølge Jakob kommer de til at holde det niveau nogenlunde fremover. De har nu omtrent 300 samtidige studerende, og det er loftet for hvor mange, de synes, de har plads til.

Udover grunduddannelsen på tre år har spillinjen også en et-årig overbygning, der sjovt nok internt kaldes 'Det Fjerde År'. Her beskæftiger man sig med den mere praktiske side af produktionen af computerspil. En hel del af denne undervisning foregår dog som fjernundervisning til både resten af Sverige og udlandet, hvilket ifølge Jakob bestemt ikke gør det til et lettere fag at undervise i.

"For ikke så få af vores studerende er dette også året, hvor de prøver at få lavet deres 'store spil'", forklarer Jakob om overbygningen, "så de enten kan starte et firma selv eller lave et produkt, der er imponerende nok til, at de kan vise det frem til potentielle arbejdsgivere".

Først teori - så praktik

Selve studiet er ret rigidt opbygget, men på en interessant måde. I hvert fald set med øjne, der er vant til danske universitetsforhold. Den første halvdel af hvert år er reserveret til teoretisk undervisning, hvorefter det efterfølgende halvår skal anvendes til produktion af egentlige spil med de evner, de studerende har fået op under hjernebarken de foregående måneder.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!