Hvis du har en alder over de 30, og har ført et bare nogenlunde normalt liv under din opvækst, så vil du med glæde kunne tænke tilbage til de gode gamle video-aftener. Der hvor man havde lusket sig ned med vennerne og lejet en film, og nu var parat til at skylle den ned med monstrøse mængder sukkerholdig sodavand og diverse chipsfrembringelser fra krydsfeltet mellem kemikalier og industrifriture.
Og du vil nikke genkendende til datidens hotte actionstjerner, hvis primære kompentencer var: armbrækning, holde stenansigt, skyde med automatvåben i én arm og kunne sige lårklaskende stupide one-liners uden at fortrække en mine. Oh ja - vi husker jer. Schwarzenegger, Stallone, Segal, Lundgren, Van Damme.
Hvorfor fortæller jeg om alt det her? Fordi Renegade Ops føles som en hyldest til den tid. Det er bollefede klichéer på rad, men på den særlige charmerende måde, hvor det er med glimt i øjet, og hvor de ikke tager sig selv for seriøst. Vi ved jo godt, at det kun er for sjov.
På samme måde kalder Renegade Ops også erindringer frem fra nogen af de tidligste spilminder. Fordi det hele ses oppefra og er i ret lille skala, så hidkalder det helt automatisk erindringerne fra dengang, hvor det hele blev lavet i den målestok for at undgå store RAM og CPU-intensive sprites. Spilmekanikken tager også cues fra fortidens klassikere, med en simpel tilgang, der er svær at mestre. Personligt fik jeg mere end et flashback til mine glade Amiga-dage med Jungle Strike og Desert Strike.
Særligt i helikopter-sekvenserne melder flashbacks'ne til Jungle Strike og Desert Strike sig
Men bortset fra nostalgien…
Som en af de fire såkaldte 'Renegades' futter man i form af en lille jeep omkring i landskabet, mens den ene styrepind kontrollerer kørselsretningen, og den anden kontrollerer retningen som det monterede maskingevær skyder i. Og nej - der er ingen skydeknap. Du vrider bare pinden, og så spytter geværet tonsvis af bly ud fra det åbenbart uendelige patronbælte der gemmer sig i jeepen. Og det får man brug for, for landskabet er oversået af fjendtlige soldater og køretøjer.
Det fungerer faktisk rigtig godt. Kørekontrollerne er tilpas levende til at man aldrig har 100% kontrol over den lille jeep, og man kan lave udskridninger og pirouetter så de små støvskyer står op omkring køretøjet. Det ligner sgu små legetøjsbiler, og de opfører sig lige sådan. Altså - hvis legetøjsbiler havde for vane at skyde hinanden til pulver med jævne mellemrum. Og koordinationen af styring af jeep og styring af maskingevær er tilpas udfordrende til, at jeg selv efter 10 timers spil stadig ikke har mestret det. Damn!
Men vigtigst af alt er, at det i bund og grund bare er sjovt. Der er et sandbox-element over de store åbne baner, og der er en barnlig fryd ved at køre gennem vagttårne over små soldater og hælde varmt bly i metermål i en stor kampvogn, indtil den ryger i luften med et ordentligt drøn.
At det også er Avalanche der har stået bag Just Cause 1 og 2, er tydeligt her i dette fine jungle-landskab. Efter sigende skulle Renegade Ops også køre på samme engine som Just Cause 2
You WILL be punished
Renegade Ops er inddelt i en række større afsnit, der så består af en række delmål der skal løses i rækkefølge. Missionerne bliver introduceret af 2-dimensionelle mellemsekvenser der ligner noget taget fra gamle G.I.Joe og Sgt. Flint-tegneserier, så også her holdes nostalgiens fane højt. Dette suppleres med små fine tegneserie-lignende udklip der akkompagnerer de forskellige del-missioner og driver historien fremad.
Og her kommer der endnu et old-school element ind i billedet. For du har kun tre liv. Ja, du hørte rigtigt - tre liv. Så hvis du dør med dit sidste liv, ved det sidste objective? Ja, så er det bare sur røv. Rewind hele vejen tilbage til starten.
