Diablo 3 hands-on

Ved det nys overståede arrangement for spildistributører under Pan Vision fik jeg tilkæmpet mig en plads foran en af demomaskinerne, der fremviste den seneste build af Diablo 3. Her følger min fortælling om oplevelsen.

Det vigtigste først: Fungerer Diablo-formularen stadig? Er den evindelige klik-klik-klik-klik med musen lige så narkotisk tiltrækkende som for 10 år siden? Svaret er enkelt: Ja, det fungerer stadigvæk.

Jeg sætter mig ned med intentionen om at bruge 5 minutter på lige at give det en hurtig prøvetur. 60 minutter og et utal af museklik senere rejser jeg mig fra stolen, svedende fordi jeg stadig har min jakke på, mens skærmen triumferrende proklamerer, at jeg har nået slutningen af demoen og at der ikke er mere at komme efter.

Med næver af lyn

Demoen lod mig vælge, hvilken klasse jeg ville spille og hvilket køn min karakter skulle have. I en animeret præsentationsskærm gør Munken, Barbaren, Magikeren og Heksedoktoren sig til, uden tvivl i håb om, at jeg skulle vælge netop dem. Interessant nok er den femte klasse, Dæmonjægeren, i dette build kun tilgængelig som hunkøn. De kan åbenbart noget særligt med de dæmoner.

Men mit valg falder på en munk af hankøn. Hurtig og hårdslående, men med lidt magi oven i hatten. Sådan en god balancegang for en som mig, der gerne vil have lidt af begge dele. Udstyret med et sæt knivskarpe klør monteret på hver underarm, føler jeg mig parat til at gå i lag med Diablos horder af ondsindede skabninger.

Og således bliver jeg droppet af i den ene ende af et stort underjordisk kompleks, hvor jeg uden blusel starter min klikken, og derved hakker de første udøde skabninger i småbidder. Jeg håber at de forstår, hvilken ærefuld plads de optager, som de første væsener, jeg reducerer til røde skyer af blod og kødstumper i Diablo 3.

Ja, der står jeg. Der til højre. Kan du se mig?

Med henholdvis venstre og højre museknap angriber jeg med et almindelige angreb og mit special-angreb. Det normale angreb er et fint chop-chop med kløerne, der fint snitter sig igennem de fleste lav-level-monstre. Men det er med special-angrebet, at det virkelig bliver sjovt.

Nu springer der blå gnister fra næverne, der tamper løs i det udøde kød, og i takt med at comboerne hober sig op, øges udladningerne til elektriske blå lyn der løber hen over gulvet og skader alle i nærheden, akkompagneret af den knitrende lyd af stærkstrøm. Og når alle de onde skabninger er ekspederet hinsides, løber de sidste blå gnister knitrende ud mod kanten af skærmen, som klingende patronhylstre gør det efter en heftig skudduel.

Og du kan selvfølgelig finde ekstra udstyr, der sætter yderligere kulør på tilværelsen med klør der giver frost, ild, gift, stød, magisk eller alskens andre former for ekstra skade. Derudover er der også mulighed for at udstyre udrustningen med runesten, der gør den endnu mere potent. Men her stødte jeg mod munkeloftet. I løbet af min demo, fandt jeg intet udstyr, jeg kunne bruge, med muligheden for at indlejre runer.

Åh - du smukke destruktion

Den største forskel i forhold til det to første Diablo-spil er nok at finde i grafikken. Men selvom spillet rent teknisk må siges at leve op til forventningerne, så er man ikke i tvivl om, at det her er Diablo. Man har en helt klar fornemmelse af, at de tidligere spils udseende også er indbygget i det Diablo 3, der er på skærmen nu. Det virker....bekendt. Som en variation af noget man kender og er tryg ved. Opbygningen af banerne, målestokken, arkitekturen i de underjordiske dødebyer, den isometriske kameravinkel.

Men når først man går i gang med henholdvis højre og venstre musetast, kan man se, at vi ikke længere er i Diablo 2-land. For nu eksploderer skærmen i farver og effekter. Mest i rød, men også andre farver blander sig i paletten, i takt med magiske udladninger fra både venner og fjender.

Det er excess, overdrivelse, i sin smukkeste form, for det ser vanvittigt godt ud, og det er simplelthen sjovere, når også det grafiske udtryk understøtter indtrykket af at være en tornado af destruktion, der pløjer sig gennem underverdenen. Måske skyldes det også, at jeg spiller som munk, der netop genvinder mana ved at angribe. Så for mig er der kun en vej - Fremad!. Der er intet at vinde ved at liste sig afsted og vente på, at mine health og mana-krustalkugler fylder sig langsomt, mens jeg gemmer mig. Munken er bygget til at kaste sig hovedkulds ind i kampen og lade kampen gøre ham stærkere.