Xenoblade Chronicles

World of jCraft.

Der har været langt mellem de japanske rollespil i indeværende konsolgeneration, og endnu længere mellem dem, der havde noget ekstraordinært at byde på. Når selv mastodonten over dem alle, Final Fantasy, formår at ramme ved siden af målet, vidner det om, at der er krisetider i den japanske spilindustri. En krise, der ikke kun bunder i efterveer fra tsunami-katastrofen, men en altoverskyggende mangel på kreativitet og opfindsomhed.

Derfor kunne udgivelsen af Xenoblade Chronicles ikke falde på et bedre tidspunkt. Den Wii-eksklusive udgivelse har længe figureret på listen over potentielle titler, der kunne puste nyt liv i den japanske rollespilgenre, og efter knap 100 timer i selvskab med det Nintendo-producerede sci-fi-epos, virker tanken slet ikke så fjern endda.

Ved første øjekast er det dog ikke de klassiske japanske dyder, der sætter dagsordenen. Efter en kort introduktion til spillets anakronistiske univers, og de grundlæggende spilmekaniske elementer, er oplevelsen overraskende løst struktureret. Straks venter det første spilområde, komplet med lokal flora og fauna. Frodige enge, dunkle grotter og dybblå søer skriger alle på opmærksomhed og er ofte turen værd, da de gemmer på massevis af skjulte skatte.

1

Nej, der er ikke tale om et MMO, trods mængden af skærminformation synes at indikere det.

Hvert lokalsamfund har et utal af indbyggere, alle med deres daglige rutiner og gøremål. Hver har de en relation til hinanden, akkurat som de har en mening om spilleren selv. Deres humør har direkte betydning for, hvilke missioner og belønninger, de er villige til at dele, så jo mere hjælp, de får, jo mere samarbejdsvillige bliver de.

Det er dette sprudlende verden- og banedesign, hvorpå Xenoblade lever. Det ene kæmpemæssige område afløser det andet, altid fyldt til bristepunktet med interessant indhold. Tankerne ledes unægtelig hen på Blizzards World of WarCraft, forskellen er blot, at man i Xenoblade ikke har selskab af tolv millioner andre spillere.

Har man hverken tid eller lyst til at fordybe sig i spillets ekspansive univers, kan man til hver en tid fortsætte den melodramatiske hovedhistorie. Xenoblade fortæller om menneskehedens desperate kamp mod intelligente, ondsindede maskiner. En kamp, de umiddelbart er dømt til at tabe, hvis ikke det var for et magisk sværd, der egenhændigt kan holde maskinerne på afstand. Kun udvalgte personer kan bære sværdet, og en af disse er Shulk, en ung kriger fra Colony 9. Sammen med sin barndomsven Dunban begiver han sig af sted på en klassisk helterejse, der hurtigt sætter tingene på spidsen.

2

Trods sin sølle 480p-opløsning er Xenoblade ikke fattig på visuelle oplevelser.

Nok vinder Xenoblade ingen priser for sit overordnede narrativ, men det betyder ikke, at fortællingen er blottet for personlighed. Efter kun få timer er der sprinklet tilpas med patos til, at man ikke kan undgå at føle med de Shulk og co.. Nye alliancer formes og venskaber forgår, som spillet skrider frem af. Der er lagt stor vægt på følgeskabets moral, hvorfor man ofte vil høre figurerne tale til hinanden indbyrdes, som vi kender det fra spil som Baldur's Gate og Mass Effect. Der er mange timers dialog i vente, og for det meste er den værd at lytte til. En stor del af æren går i den forbindelse til den engelske lokalisering, der er yderst kompetent. Det japanske stemmeskuespil er dog kun et enkelt klik væk, hvis man skulle få nok af briternes særprægede dialekt.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!