Black Rock Studio, holdet bag sidste års racingspil, Split/Second: Velocity, drejer i dag nøglen om og lukker al aktuel spilproduktion.
Meldingen kommer fra firmaets ledelse i form af en Twitter-besked, som Nick Baynes har sendt ud tidligere på dagen. Ifølge den knap 140 karakter lange besked vil holdet i dag tage afsked med samtlige medarbejdere og søge nye græsgange hos andre udviklingshold.
Beslutningen om at lukke det Disney-ejede hold blev truffet i juli måned, da holdets daværende spilprojekt, Champions Alliance, blev skrinlagt af Disney-koncernen. Spillet var designet som et gratis DOTA-inspireret strategispil, men udviklingen gik åbenbart så skævt, at Disney sagde fra overfor at gennemføre produktionen.
Sammen med dagens lukning tager Black Rock afsked med andre planer, der inkluderer en fortsættelse til Pure fra 2008 og et nyt Split/Second.
Kilder fortæller til vores engelske søstersite, Eurogamer.net, at Disney længe har håndteret Black Rocks produktion meget klodset. Visse af holdets planlagte projekter er blevet sendt videre til tredjepartsudviklere, selvom holdet selv har været mere end i stand til at klare dem.
På samme dag som Black Rocks lukning er flere medarbejdere dog aktivt i færd med at finde nye græsgange. Førnævnte Nick Baynes har grundlagt RoundCube Entertainment, mens ShortRound Games og BossAlien nævnes som andre firmaer, der får glæde af tidligere Split/Second-udviklere.
Sådan så Split/Second ud. Efter dagens nyhed kommer der ikke en 2'er.

