Gaming Gotland - Meow Entertainment

Tag med til Sveriges nye spil-boomtown.

Gotland…

- En svensk ø i Østersøen cirka 90 km øst for fastlandet. I øens danske tid blev den kaldt Gulland. Øen udgør, sammen med nogle mindre øer, et eget landskap, län og øen har kun én kommune.

Lyder det kedeligt? Bare rolig. Det bliver bedre.

For bag hovedbyen Visbys bymur fra 1300-tallet er der begyndt at ske noget i de gamle kældre og udhuse. I løbet af de seneste 5 år er en lang række spil-startups begyndt at stikke hovedet frem, på en ø der vel ellers ret beset må betegnes som Sveriges svar på Bornholm.

Efter at Universitetet på Gotland startede deres spiluddannelse for godt ti år siden, er der poppet en række nye små spilfirmaer frem på øen, i en grad der ikke lader nogen af de større byer i Norden noget efter.

I dag er der mindst 10 registrerede spilfirmaer i Visby og derudover et stort antal freelancere. Og det i en by på størrelse med Ringsted. Det ville svare til, at der var over 500 spil-startups med over 5500 ansatte i København, hvis vi skulle leve op til tallene fra Gotland.

I løbet af sommeren har Eurogamer besøgt tre af dem, for at høre hvad de har gang i, og har også besøgt spiluddannelsen på Universitetet på Gotland, for at få deres vinkel på, hvordan det er lykkedes at få så mange spiludviklere i gang, og hvad deres tilgang til spiluddannelsen er.

2

Jeps. Gotland er klart en oplagt setting for noget High Fantasy

Så hermed: Velkommen til Eurogamers sensommer-special!

Del 1: Meow Entertainment

Det første firma vi har fat i er Meow Entertainment. Her fik vi en snak med Max Tiikiainen - en ung karismatisk mand, med et let genkendeligt viltert rødt hår, og sorte kassebriller.

Max er producer og spildesigner hos Meow Entertainment og oven i også direktør for fimaet. Så med hans egne ord indebærer hans arbejde "… masser af administration og spildesign".

Ifølge Max har Meow været "alive and kicking" i omtrent et år nu og tæller i øjeblikket otte ansatte, hvoraf syv af dem er shareholders. Dvs. at de selv har investeret penge i firmaet. Dermed er Meow det mindste af de tre firmaet, som jeg har besøgt på min tur til Gotland.

I forhold til standard-størrelsen for spil-startups er det dog ganske normalt, da der også er mange en- og tomandsfirmaer, der trækker gennemsnittet nedad.

Meows seneste produkt er det browserbaserede online-MMO-RPG Pirates of Scurvy Pond. Som titlen også antyder, spiller man en pirat, der udforsker spillets verden - The Scurvy Pond, hvilket ifølge Max primært indebærer at ".. uddele tæsk til fjendtlige pirater" og derigennem få adgang til opgraderinger til dit skib.

"Spillet er bygget meget op omkring dit piratskibs udseende. Vi vil gerne have, at brugerne føler, at de kontrollerer deres visuelle profil i spillet. ", forklarer Max omkring det store udvalg af dimser og opgraderinger, du kan sætte på dine skibe. "Dit skib er simpelthen din Avatar". De fleste opgraderinger har dog også direkte gameplay-indflydelse, så der er altså ikke tale direkte om såkaldt 'vanity-gear', der udelukkende har en æstetisk effekt.

Derudover er der nogle mekanikker, der først bliver rigtigt interessante senere i spillet. "Når du så har slået alle fjenderne, kan du altid gå ind i PvP-sektion og kæmpe mod andre spillere. Det er selvfølgelig også, hvad en stor del af end-gamet fokuserer på: At du er i stand til at gå i kamp med andre spillere, der spiller det samme spil"

Endelig er der i spillet muligheden for at slå sig sammen med andre spillere om at lave en flåde af piratskibe, som åbner op for særlige typer missioner. "Du skal måske omringe en by, og så har du brug for et antal spillere for at kunne indtage den by" lyder Max eksempel på en sådan mission.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!