Antallet af kopier af Biowares onlinerollespil Star Wars: The Old Republic ved udgivelsesdatoen vil blive begrænset af EA for at sikre, at serverne ikke bliver overbelastede i starten.
EA afslørede ved ugens spilmesse Gamescom i Köln, at det både drejer sig om fysiske kopier af spillet såvel som digitale kopier.
EA begrundede dette valg med, at de hellere vil have at de, der får adgang til spillet fra starten, får en så fejlfri oplevelse som muligt, end at åbne portene på vid gab.
Det præcise antal spillere, der hermed får adgang til den nye Star Wars MMO blev ikke offentliggjort, men talsmanden for EA sagde, at så snart der bliver fyldt op, vil EA arbejde på at åbne nye servere, så der kan komme flere til. Det forventes, at når det første oplag, som findes i butikkerne og hos diverse digitale platforme, er udsolgt, sender EA først nye kopier ud efter lanceringen - og efter at spillet er kommet godt fra start.
Den præcise udgivelsesdato for SW:TOR, det seneste skud på Bioware's udgave af Star Wars, er endnu ikke offentliggjort, men der er dog stadig klare tegn på at spillet kommer i år.
Vi har et interview om spillet, fersk fra messegulvet på Gamescom, undervejs denne weekend.
Indtil da kan du jo læse vores tidligere preview af Star Wars: The Old Republic her.
Star Wars: The Old Republic - Alderaan

