Arbejdet med det kommende fantasystrategyspil DOTA 2 vil pågå et godt stykke ind i næste år.
Gabe Newell, der som chef for Valve står for den overordnede lancering af spillet, afslørede nyheden under en turnering på GamesCom-messen. Spillet vil tidligst udkomme i år 2012, men for at lindre ventetiden bliver der afholdt en offentlig beta forud for det færdige produkts ankomst.
Første skridt bliver en invitationsbaseret beta i kølvandet på GamesCom, hvorefter det endnu ikke er oplyst, hvornår den offentlige, frie testperiode begynder.
Planen var oprindeligt at sende DOTA2 ud i år 2011, men med stadigt større fokus på flere helte, nye gamemodes og justeringer er det ikke længere en mulighed, udtaler Gabe Newell.
Det er heller ikke endegyldigt besluttet, om spillet bliver free-to-play eller en normal spiludgivelse, tilføjer han.

