Sony har her til aften afsløret at både Skype og Foursquare vil være indbygget i deres nye håndholdte konsol, PlayStation Vita, når den kommer til Europa i starten af 2012.
Derudover kunne Sony fortælle at alle PS Vita-spil vil kunne købes gennem PlayStation Store, såvel som fysiske kopier i almindelige butikker.
Rygterne om, at den nye PS Vita også skulle være udstyret med Skype startede allerede tilbage i juni. Men med Microsofts overtagelse af Skype i Maj, har der været tvivl om, hvorvidt rygtet ville blive til virkelighed.
Så Sony er altså nu endt i en situation, hvor en konkurrent på konsolmarkedet er de samme der leverer kode til noget af softwaren på deres ny konsol.
Foursquare er en lokalitets-taggings teknologi, der lader dig ‘tjekke ind’ på lokaliteter I den fysiske verden, og derefter poste din tilstedeværelse på sociale netværk.
PlayStation Vita har ellers været en del i vælten de seneste par dage, hvor både Heavy Iron Studios og Crytek har været ude og offentligt betvivle den nye håndholdte platforms levedygtighed.

