De fleste tror nok, at det er en enorm glæde at spille The Elder Scrolls V: Skyrim for første gang, men det er det ikke.
Det bliver det nu nok for dig, fordi du får al den tid i verden, du kan rive ud af kalenderen, til at lege med figurværktøjet, trække fingrene gennem det hvislende græs og bare sidde og lytte til vandstrømmen i åen pludre nedefter, før du overhovedet behøver at tænke på at følge et af de hidsigt blinkende ikoner på kompasset.
Det var ikke unormalt for folk, der spillede Oblivion, at 100 timer let gik på netop den totale opslugelse af spilverdenen, og det samme gælder med Bethesda Games Studios' efterfølger, at du skal have tiden på din side for at få en oplevelse ud af spillet. Deres spil kræver, at du skaber dig din egen historie gennem udforskning af verdenen, lige så meget som at læne sig op ad manuskriptet. Og det kan man bare ikke på en enkelt weekend eller selv en måned kun bestående af søndage.
Men det er nu engang vilkårene her på QuakeCon, at der er afsat et bestemt stykke tid, præcis 60 minutter, til at danne mine umiddelbare indtryk af det massive RPG. Følgende betragtninger er derfor overvejende gjort under panik frem for nydelse. Beklager.
Det bedste jeg kan gøre er vel i virkeligheden at følge én retning og se, hvor den fører hen, så direkte efter at have lavet min figur - en sexet, lille Khajit kattekriger - udstyrer jeg mig med en fireball i den ene hånd og en økse i den anden, og begiver mig så ellers i en lige linie hen mod det første og største bjerg, jeg kan spotte.
Det tager ikke lang tid at komme op til toppen, men turen er nu begivenhedsrig nok i sig selv. En af de første ting der sker er, at jeg støder på en flok bjerg-røvere, der står og hænger på dominerende vis ved et vagttårn, hvis zone de hævder at eje. Min venstre hånd fungerer effektivt som en flammekaster, som indhyller dem i ild. Øksen bruger jeg, hvis de kommer for tæt på.
Jeg skifter for variationens skyld den flyvske magi ud med et skjold og blokerer et par angreb, som jeg prompte svarer igen på med en hvirvelvind af øksehug. Det ender - meget passende - med øksen som groft monteret klaphat på fjendens isse. Disse animationer, der afvikles ud fra den enkelte kombination af fjende og angrebstype, oplever jeg flere gange i spilsessionen, og de ser lige godt ud hver gang.
Jeg looter naturligvis alle mine slagne fjender helt ind til de uldne underhylere, mens jeg gradvist får kæmpet mig op gennem tårnet. Samtidig stiger vægten af loot til en sådan grad, at jeg til sidst knap kan rokke mig ud af stedet - jeg må smide et par kilo.
The Elder Scrolls V: Skyrim - Trailer
De fleste rollespil har i kraft af formen konstant brug for at sende dig ind i en række menuer, vigtigst af alt dit inventory, så det virker lidt underligt, at de fleste spil i genren ikke gør denne del af spillet lidt mere strømlinet. Heldigvis lader det til at Bethesda her har fattet et eller andet, jeg mærker i hvert fald ikke legen og skiftet mellem mine evner, udstyr m.v. som en hæmsko på tempoet.
Du får adgang til spillets indlejrede menupunkter næsten lige så let som at swipe rundt på en iPad, og navigationen i dem er utrolig intuitiv. Du kan markere favoritter, holde ting i den ene eller den anden hånd og undersøge hver et objekt helt ned i detaljerne.
Mere end en gang i løbet af min tildelte time var jeg således i stand til at finde spor og hints ved blot at se på en ting, rotere den i hånden, eller læse et dokument - alt sammen in-character uden brug for at loade en ny skærm eller dialogboks. Let og elegant udført med controlleren som forlængelse af mine arme og fingre.
Denne måde at gøre tingene på kunne nok snildt have barberet timevis af spiltiden i Oblivion eller Fallout. Som det er her, sparer det mig uden tvivl for værdifulde sekunder, som i dette preview er af en større værdi end guld og diamanter.
Jeg fortsætter min kurs og bevæger mig nu op igennem sneen, vinden tiltager og snedriverne vokser gradvist i størrelse jo længere jeg bevæger mig opefter. Lige indtil jeg rammer et par stentrin foran en stor trædør, der fører ind i bjerget.
Allerede nu står det mig klart, at min tilfældige retning har affødt en spændende konfrontation med røverne nede ved tårnet, og nysgerrig efter mere, lirker jeg døren op og bevæger mig ind i det, Bethesda selv kalder en af spillets dungeons.
