Vort søstersite Eurogamer.se har været i London for at besøge udgiveren Bethesda og prøve en produktionsudgave af id Softwares kommende actionspil RAGE. Chefredaktør Jonas Aronsson rapporterer:
RAGE er en hybrid af første persons skydespil og væddeløb. Spillet udspiller sig i en post-apokalyptisk verden, hvor en meteorit har ødelagt det meste af planeten. Året er 2038 og menneskeheden forsøger at danne sig et nyt samfund ud af asken - og det går lidt so-so.
Banditter og mutanter hærger overalt, men i starten er det mest tyvagtige mordere, der ønsker at dræbe mig og plyndre min krop for hver en ejendel. Jeg befinder mig i et stort ørkenlandskab og er konstant på vagt. Den tydelige navigation gø dog, at jeg ikke farer vild, men ledes direkte til det punkt, hvor min nuværende opgave udspiller sig.
Jeg kan bevæge mig relativt frit omkring, hvis jeg ønsker det, men lige nu er der ikke megen mening i det. Derfor følger jeg blot anvisningerne, men bliver hurtigt angrebet af nogle nederdrægtige typer.
Her kommer den første større overraskelse ved RAGE til syne, nemlig at det ikke bare er nok med et headshot på 5-10 meters afstand. Ved nærmere undersøgelse ser jeg dog, at de bærer hjelme, hvilket gør det lidt mere berettiget, men det føles stadig underligt, ikke at kunne dræbe med ét skud på klos hold.
En anden ting jeg hurtigt bemærker, er de manglende animationer. Normalt er der som regel variation på dette punkt, men id Software har tilsyneladende valgt at prioritere tempoet frem for en masse varierede dødsanimationer gennem et ragdoll-system. Måske fordi der er så mange temmelig begivenhedsløse korridorer, man skal igennem. Jo hurtigere, desto bedre.
Når det kommer til stemningen og designet minder RAGE meget om en anden titel fra Bethesda, nemlig Fallout 3. Men jeg får også vibes fra den ældre konkurrent Borderlands, hvis jeg ignorerer det faktum, at grafikken i RAGE på ingen måde tilnærmer sig cel-shade. Ikke at jeg er skuffet af den grund, tværtimod.
Det var to overraskelser, og nu er det tid til den næste detalje - der er ingen moderne, mekanisk måde at søge dækning. Det virker ellers nærmest som et obligatorisk krav-spec for tidens actionspil, men det bliver helt op til spilleren selv at sætte sig på hug og søge ly.
Efter at have udført et par praksis-baserede opgaver, er det tid til at kaste mig ud i et nyt element, nemlig brugen af spillets køretøjer. Det hele kører nogenlunde som i Motorstorm, hvilket er en ret fin standard at nå for et fusionsspil, og det endda med den ekstravagante detalje, at du kan montere våben på din øse. Et lille vredt twist, så at sige.
I første omgang handler det om at vænne sig til styringen, men der går ikke lang tid før jeg får mulighed for at arbejde min vej op i hierarkiet og vinde både ære og cool tilbehør. Ude omkring i verdenen findes desuden små blå og gennemsigtige objekter, som kan give dig endnu flere godbidder. Achievements i vente.

