Blizzards spil kopieret i kinesisk temapark

Bakkes op af Kinas milliardstærke regering.

Activision Blizzard er blandt de største udviklere og udgivere af spil i dag. Alligevel kan indtægterne fra deres bedst sælgende spil, World of Warcraft og StarCraft næppe gøre noget ved den nyligt åbnede Disney World-lignende megapark World Joyland - eller "Experiance Park of Realized Online Digital Entertainment Contents", som de også kalder parken - i Wujin nær millionbyen Shanghai.

World Joyland åbnede i foråret og dækker én milllion kvadratmeter. Parken har kostet 1.6 milliard danske kroner og rummer nogle af Asiens største rutchebaner. Folkene bag parken hævder, at omkring 60.000 mennesker - heraf flest børn - besøger parken dagligt.

Det lyder jo i princippet nogenlunde fantastisk. Men problemet er ifølge Shanghaiist.com, at World Joyland afbilder monstre, væsener og lokaliteter fra ovennævnte spil fuldstændig uden tilladelse fra det amerikanske kæmpeselskab, som ellers er resultatet af en fusion for et par år tilbage, og som for alvor placerede begge parter på spillandkortet. Nå ja, de laver og udgiver også Call of Duty, tidernes bedst sælgende FPS.

1

World Joyland i Kina har blandt andet en næsten tro kopi af WOW-bossen Illidan stående. Det er kopien til venstre, hvor de langt under 12 år gamle børn leger skjul ved hans pelsklædte dæmon-hove. Til højre raser Blizzard formentlig over tabt fortjeneste - World Joyland har dagligt 60.000 besøgende, godt 22 mio besøgende årligt. Go figure.

Men igen: ActiBlizz er oppe mod stærkere kræfter end en tur over stillehavet med en stævning og en sur smiley, for den kinesiske regering bakker fuldt op om World Joyland, hvis mål på skrift i øvrigt lyder meget nobelt, nemlig at man søger at skabe en underholdningspark, der hylder tidernes nyeste former for digital og interaktiv underholdning. Heriblandt WOW, som i øvrigt netop er lanceret i en lokal version i verdens mest folkerige land. Som køber andre landes gæld.

Kineserne ved sikkert godt, at deres kopier af Blizzards spilverdener er lige lovligt godt hjulpet på vej af sidstnævntes utroligt veldokumenterede artwork både i spillene men også på skitseplan.

Også præsentationsfilmen herunder emmer af den koldblodige kopi-mentalitet, hvori parken præsenteres til højtbasunerende toner direkte flået ud af torso på World of Warcraft.

Det er måske af samme grund, at WOW-zonerne (som udgør to ud af parkens i alt syv enorme zoner) kaldes 'Terrain of Magic', samt at de forskellige racer fra spillet er placeret tilsyneladende helt tilfældigt uden at tage højde for, om de tilhører den ene eller anden faktion, mens al reference til StarCraft blot forsøges skjult ved at kalde denne zone for 'Universe of Starship'.

Besøg World Joylands officielle website (kinesisk).

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.