Magic the Gathering: Duels of the Planewalkers 2012

Stakkens Arch Enemy.

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at Wizards of the Coast lancerede Magic the Gathering kortspillet og tjente en mindre formue på det (og opkøbte Dungeons and Dragons). En af de jomfruelige nørder der hoppede med på Magic-vognen for de 20 år siden var undertegnede, og det grundlagde en længerevarende kærlighed til spillet end jeg umiddelabrt lige havde forudset.

Kort (fnis) fortalt er Magic the Gathering et kortspil, der grundlæggende set sætter dig i rollen som en troldmand, der - via sine besværgelser - skal dræbe den modstående troldmand. Spillet er turbaseret og prisen for at kunne kaste spells betales med manakort, som du kan ligge et af per tur. Jo mere mana, desto større spells kan du kaste for at knuse din modstander. Dette sker når han rammer 0 eller under i energi fra de 20 han startede på. Modstanderen kan besejres enten ved at tilkalde monstre og lade disse angribe ham, eller ved at kaste skadelige spells direkte på ham.

Alt dette lyder umiddelbart meget simpelt, men det er det ikke. Tommelfingerreglen i Magic the Gathering er, at hvis et pågældende kort modstrider spillets regler, overtrumfer kortet reglerne og med over 1000 kort i repertoiret, bliver det hurtigt komplekst. Det er her den ægte essens i spillet ligget – strategi, kendskab, kundskab og finesse – og selvfølgelig den æstetiske stemning, hele artworket i universet giver. Man samler jo selv sit deck (kortene man spiller med) og udfordrer andre, der har gjort samme – der findes næppe to decks der er ens, og ihvertfald ingen chance for at to spillere ville spille med dem på identisk vis.

1

Duels of the Planewalkers som vi kender det. Der er heldigvis ikke rodet så meget med formen.

Der har tidligere været lavet Magic-spil til diverse konsoller og pc – ens for dem alle var det lave bund-niveau. Ingen af spillene kunne fange stemningen og følelsen af at sidde ved bordet og strategisk nedpille sin modstander langsomt og pinefuldt, eller hurtigt og effektivt. Dette ændrede Magic the Gathering: Duels of the Planewalkers for alvor på da det første gang kom på Xbox Live. Spillet gjorde kun lige det, der kræves, satte dig ved et bord og lod dig spille et deck mod en modstander (og der var indbyggede gåder, man kunne løse som ekstra udfordring). Dog var der begrænsede muligheder for at sammensætte sit deck, ligesom lokal og online mulitplayer haltede. Spillet var godt, men manglede lige en afpudsning – lidt i stil med Assassin’s Creed (herefter følger ikke flere sammenligninger de to spil imellem).

2

3 mod 1 er ikke unfair, når solo-troldmanden trækker hidsige schemes op af bunken som her, hvor et monster kan ryge direkte på bordet eller hives frem.

Min indre nørd skreg af glæde ved nyheden om den snarlige digitale udgivelse af Magic the Gathering: Duels of the Planewalkers 2012 til pc, Xbox 360 og PS3. Jeg så frem til flere gyldne sene weekendtimer i selskab med verdens bedste kortspil (fis af bridge-lovers – haters gonna hate). Jeg så frem til at spillet forhåbentlig holdt hvad det lovede, bedre mulighed for deck-customization, bedre online-muligheder og mere adspredelse i spillet. Kort (fnis) sagt blev dette indfriet! Dog stod det hurtigt klart, at der ikke er tale om en direkte efterfølger til første spil på Xbox, men mere noget i retning af en 1½’er. Det skyldes, at der er ikke ændret på spillet overlegne struktur overhovedet – de småting, der skulle forbedres, er der ganske enkelt blevetom taget hånd, spillet kører bedre og stemningen er intakt. Har man spillet det originale, er man på hjemmebane med det vuns.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!