Shadows of The Damned

Hvis din Johnson er for lille...

"EAT SHIT!!!"

En klassisk replik, som har forskønnet mange actionfilm. Men jeg tør næsten garantere, at du aldrig har hørt den eksplodere ud over en gal mexicaners tørre læber, mens han var i færd med at stoppe en hjerne ind i munden på et dæmonisk spædbarns hoved. Garcia FUCKING Hotspur er navnet, Shadows of the Damned fra Grasshopper Manufacture er spillet og dæmonisk Grindhouse-inspireret vanvid er indholdet.

Suda 51 og Shinji Mikami står bag herlighederne, og de er jo et par gamle rotter i faget. Suda er nok mest kendt for det helt gale Killer7 samt Wii-successen No More Heroes, og Mikami er jo selvfølgelig Mr. Resident Evil himself. Derfor kan det ikke overraske, at Shadows of the Damned er et meget grovkornet spil fyldt med dæmoner, splat og kavalergange i mange forskellige kombinationer. Oversplattede zombie-kavalergange, siger du? No problemo. Måske ved du allerede nu, om spillet er noget for dig.

1

Der er mere symbolik i dette billede, end du tror.

Hvis ikke, så tillad mig at forsøge at forklare, hvad det hele handler om. I rollen som ovennævnte Hr. Hotspur, en mexicansk dæmonjæger, skal du jagte en operaelskende dæmon ved navn Fleming, som har bortført din kæreste Paula til sit slot i dæmonernes dimension. Som følgesvend har du et talende, brændende kranie ved navn Johnson (første penisreference), som, ud over at komme med beskidte jokes på klingende britisk, kan transformere sig om til en række forskellige våben. Det drejer sig om en Boner (anden penisreference), som fungerer som en pistol, en Teether, som er et maskingevær, der affyrer tænder (for det kan dæmoner bare slet ikke holde ud), og en Monocussioner, som er en form for shotgun, der skyder med kranier (fucking metal!). I din søgen efter Paula skal du forstørre din Johnson (tredje penisreference) med Viagra-blå krystaller (fjerde penisreference... nu holder jeg op med at tælle!), som typisk bor i ikke-myrdede bossers legemer.

Det er dog ikke helt så ligetil at tage livet af ondskabsfulde bæster i Shadows of the Damned. Selv om Garcia er sej som sålelæder, så skal der mere til end bare at pløkke løs, hvis man vil overvinde mørkets kræfter. Det mener jeg ganske bogstaveligt, eftersom spillet skifter mellem lys og en form for unaturligt mørke, der under visse omstændigheder spreder sig som en flodbølge. Hvis Garcia står i mørket, begynder han at miste liv, men fjenderne bliver til gengæld usårlige. Når dette sker, så er der selvfølgelig kun EN logisk ting at gøre, og det er at få tændt ild i et gedehoved ved hjælp af Johnsons sekundære skud, Light Shot.

2

Dæmoner + mørke = problemer!

Vent, hvad? Gedehoved? Jo, den er god nok. Rundt omkring i spillet hænger der brægende hoveder, som du skal skyde for at drive mørket væk, og de fleste dæmoner hader lys som pesten og flygter fra det. Hvis fjender først har været i mørket, så er det dog som regel ikke nok at skyde en ged, da mørket lægger sig som et beskyttende lag på dem. Her skal du først skyde dem med Light Shot, og derefter med dit normale våben. Og som om det ikke var nok, så kan nogle fjender endda slukke for dine geder (det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle skrive) eller på anden måde fremprovokere mørke, mens andre fjender faktisk slet ikke kan tåle mørket til at begynde med. Dette transformerer hurtigt et spil, som ellers føles meget lig Resident Evil i gameplay, til noget mere krævende og interessant. Den konstante leg med lys og mørke holder dig hele tiden beskæftiget på kreative måder, og især bosserne formår at overraske dig på nye måder. Jeg skal ikke afsløre for meget, men hvis du fx altid har ønsket at se mørke blive pisset eller skidt ud af monstres private dele (hvem har ikke det?), så er dette helt klart dit spil.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!