Rygte: Ny Xbox vises frem om et år

Har været under udvikling siden 2006.

Ifølge en kilde til BGR.com, som har kendskab til Microsoft Entertainment and Devices Divisions interne planer, vil efterfølgeren til Xbox 360 blive vist frem ved E3 i juni 2012.

Konsollen har angiveligt været på tegnebrættet siden 2006 - året efter lanceringen af Xbox 360.

Den tyske udvikler Crytek, som senest står bag Crysis 2, er blandt de udviklere, som bekræfter at være i gang med spil til konsollen - i dette tilfælde TimeSplitters 4.

I marts i år søgte Microsoft mere mandskab til udviklingen af næste generation af Xbox. Dengang lod det dog ikke til at designprocessen var nået længere, end at de grafiske specifikationer stadig ikke var slået fast.

John Carmack, chef hos id Software, tipper på, at næste konsolgeneration er klar til markedet om et par år, og han mener samtidig, at den næste Playstation og Xbox hver bliver op til 10 gange mere kraftfuld end nuværende konsolgeneration.

1

''Xbox 720'' som konsollen på humoristisk vis blev afbildet på et billboard i baggrunden i en af Microsofts egne reklamer fra 2010. Er der mon tænkt på Blu-Ray?

Samtidig har Sony på en måde allerede bekræftet eksistensen af Playstation 4 - en ny konsolkrig synes hermed uundgåelig, selvom starttidspunktet stadig er gemt i en solid gang fog of war.

Reelt set er krigen allerede tyvstartet af Nintendo, der med Wii U får vristet sig ud af sub-HD skyggerne og tilmed kaster en noget aparte controller i ringen.

Overordnet set er det dog forståeligt, at MS, Sony og Nintendo stadig holder fuld fokus på nuværende konsolgeneration, ikke mindst fordi 2011 og 2012 bliver nogle store spilår for alle tre konsollers vedkommende, men også fordi alle parter, særligt Microsoft, har optimeret produktionsomkostningerne og nu faktisk tjener penge på hver solgt konsol.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!