Alice: Madness Returns er et ganske besynderligt bekendtskab. Så løjerligt som filurkattens brede smil, og så rablende sindssygt som hattemageren og hans gale teselskab.
Det er frugten af flere års intensivt arbejde hos Spicy Horse, det Shanghai-baserede spilstudio med designfænomenet American McGee bag roret. De seneste tre år har McGee og co. arbejdet på en opfølger til 2000-kultsuccesen American McGee's Alice, der tog Lewis Carrolls klassiske fortælling og nyfortolkede den under en mere dyster æstetik. Nok bestod motorrummet af slidte komponenter, men audiovisuelt var spillet en perle. En middelmådig action-platformer i fornemme klæder.
Med Madness Returns søger McGee dels at fortsætte fortællingen om den sindsforvirrede Alice og hendes dystopiske eventyrland, dels at bevise, at han formår at forene spildesign og kunstnerisk snilde. Efter femten timer i selskab med resultatet kan vi konstatere, at der er en mening med galskaben.
Alice er blevet teenager med hvad dertil hører af mascara, læderstøvler og stramme korsetter - alt i sort, selvfølgelig.
Spillet tager fat umiddelbart efter begivenhederne fra første spil. Alice, der i McGees øjne er en forældreløs, ung kvinde bosat i 1800-tallets mørke London, og ikke den nysgerrige lillepige-version, vi kender fra Carrolls fortælling, har en skrue løs. Efter at have mistet sine forældre under en forfærdelig brandulykke er hun blevet indlogeret på et lokalt børnehjem. Her tilses hun af den lokale psykiater, men lige meget hjælper det. Kun Eventyrland kan holde sorgen borte, og derfor søger Alice dagligt tilflugt i det kulørte univers, der fungerer som fristed fra en ellers barsk hverdag.
Desværre er noget galt i Eventyrland. Et helvedestog drøner på tværs af de ellers solbeskinnede enge, og død og ødelæggelse følger i dets togspor. De i forvejen gakkede indbyggere er forvandlet til krigeriske psykopater, der ønsker at gøre en ende på Alice. Eventyrland er trods alt hendes skabning, og ved at udstøde Alice kan indbyggerne genvinde deres fornuft.
Den oprindelige fortælling om Alice i Eventyrland introducerede verden til en ny litterær genre med sine ofte meningsløse, men dog forunderlige passager. Væk var konceptet om et overordnet narrativ, erstattet af tilsyneladende tilfældige beskrivelser af en pige og hendes møde med fantasiens verden. Madness Returns opererer videre denne logik. Nok forsøger McGee via momentvise sekvenser sat i det centrale London at brygge på historien om Alice og hendes sorgarbejde, men det er de skumle ture gennem Eventyrland, der sætter dagsordenen.
Et overdimensioneret peberkværn er selvsagt det perfekte våben mod forvoksede tekander.
Her må Alice bl.a. bestige kæmpemæssige slotte bygget af tepotter, ligesom hun må rejse langs floder af det mørkeste, tykkeste blod. På sin færden møder hun hattemageren, filurkatten, hjerter dronning, jabberwocky og alle de andre, vi kender fra Carrolls oprindelige univers. Forskellen er blot, at det er ikke er Alice, men dem, der skal af med hovedet.
Til denne opgave er Alice udstyret med en række dødbringende remedier. En køkkenkniv, en tekande og en peberkværn tæller blot nogle af de grusomheder, Eventyrlands indbyggere må se i øjnene. Madness Returns anvender et simpelt, men alligevel effektivt kampsystem af den klassiske Zelda-skole. Konfrontationer foregår i præ-definerede, lukkede områder, ofte mod en 3-5 fjender ad gangen. Hver har de en egenskab, der kræver, at man som spiller anvender det rette værktøj, hvis man skal gøre sig håb om sejr. Nogle fjender holder sig på afstand, alt imens andre foretrækker at kæmpe tæt på. Enkeltvis er de således nemme at regne ud, men sammen kan de være noget af en mundfuld.
