Der var engang... Ak ja, den klassiske indledning til mangt et eventyr af den gamle skole. En saga blot i vore dage, men minderne lever om fordums eskapader i svundne verdener med riddere, prinsesser, drager og trolde. Eller i japansk regi: helte og heltinder med pangfarvet strithår, store øjne, uudtalelige navne og kringlede plots om tabt broderskab, magiske astralkrige med teknologiske krumspring og myter om gamle guder.
Japanske rollespil var engang toppen af J-poppen. Final Fantasy var rollespillet, som alle med smag for asiatiske fantasy eventyr levede og åndede for, og enhver ny udgivelse var allerede en spilklassiker, inden det ramte hylderne i butikkerne – hvilket vil sige ganske få hylder i lille Danmark, hvis vi skruer tiden helt tilbage til Super Nintendo dagene, hvor Final Fantasy for alvor gjorde sig bemærket i vestens optik. Siden gik det stærkt, og i PlayStation 1 og 2 æraen sad Final Fantasy og mange andre topanmeldte japanske rollespil mageligt på tronen og satte dagsordnen for, hvordan episke historie- og karakterdrevne rollespil i en japansk fantasy setting skulle skrues sammen. Men det er i dag så godt som glemt.
Sådan en stor styg bassemand møder du meget tidligt i spillet. Så vær beredt med iskrystaller og flammesværd!
I den nuværende konsolgeneration er det gået fra værre til værst for de japanske rollespil. Terrænet er tabt til grafiske sværvægtere som BioWares Mass Effect, der vægter tonstung shooter action lige så højt – hvis ikke højere – end traditionelle rollespilsdyder. At finde et ordentligt turbaseret rollespil på spilmarkedet i dag er noget nær umuligt, hvilket er en utrolig trist udvikling for branchen og rollespilsgenren i det hele taget. Japanerne satser langt fra så massivt på gode rollespil i disse år – der kommer skam en eller to titler om året, men de er sjældent så overrumplende og forførende, som de var engang. Selv genrens ukronede konge, Final Fantasy tog med sin 13. udgave afstand fra mange af sine stolte traditioner og diskede op med noget så ujapansk som en stram korridorbaseret og utrolig actiontung spiloplevelse, så godt som blottet for den forførende indlevelse og skæve charme, som genren er kendt og lovprist for.
Der findes et utal af magiske besværgelser, som dine karakterer kan og bør lære. Ellers får de fæle fjender hurtigt has på din trup.
I sin leflen for at nå så mange spillere som muligt har det japanske rollespil desværre gjort sig mere og mere ubetydeligt de senere år. Og spørgsmålet er, hvad i alverden der skal til for igen at gøre genren hot og relevant i en spilalder domineret af space marines og skydegale COD-soldater?
Det aktuelle White Knight Chronicles 2 kommer med sit bud, og da spillet er designet af de garvede japanske rolle- og puzzlespilsudviklere Level 5 (Dark Cloud, Rouge Galaxy, Dragon Quest VIII, Professor Layton-serien), har man lov at håbe, at der er noget lovende i vente. Desværre bliver det ved forhåbningerne, da White Knight Chronicles 2 er for gammeldags til at rykke ved ens forestillinger om, at japanske rollespil hører fortiden til.
Ret skal være ret. Ønsker man et japansk rollespil, der ikke rykker ved konventionerne og er mere af det samme – bare mindre sexet, mindre lækkert og billigere produceret end de klassiske Final Fantasy spil, så er der mange timer af old school grind at hente i White Knight Chronicles 2. Problemet er blot, at for den gængse gamer så eksisterer tålmodigheden bare ikke længere til at fedtspille og tæske ligegyldige monster nummer 1117 for at finde en dims, der skal bruges i en samtale med en gammel troldmand, der i øvrigt ligner en kat og danser på tallerkener. Okay, det med tallerkenerne fandt jeg på, men I forstår sikkert meningen.
