Duke Nukem Forever

Hertug og ikke længere?

Man kan nævne begivenheder som pinsepakken. Østrig-sagen. Lewinsky-skandalen. Storebæltsfærgen. Stor skepsis over for de nye, risikable flekslån.

Det er begreber, som de ældre læsere vil huske fjernt og nostalgisk, mens de yngre læsere måske vil høre om de fleste af dem for første gang. Det er billeder på tidsånden i de sene 90'ere, mellemtiden mellem Den Kolde Krigs afslutning og 11. september. Hvor alt så ud til at gå fremad i en sær blanding af økonomiske stormskridt og fremmedgjorthed. Hvorfor komme ind på det i en anmeldelse af Duke Nukem Forever? Jo, det var i denne tid, at Duke Nukem Forever skulle være udkommet. Mens Poul Nyrup pegede fire fingre op i vejret, én for hvert vundet valgår, var det meningen, at vi skulle give 3D-strippere drikkepenge og pløkke utallige grise klædt ud som politibetjente.

Men udgivelsen af Duke Nukem Forever fandt aldrig sted i de sene 90'ere. I stedet blev det en farcepræget føljeton op igennem det følgende årti, hvor 3D Realms faldt omkuld, omsværmet af en blanding af storhedsvanvid, dårlig ledelse og angst for at se det uundgåelige i øjnene: at Duke Nukem Forever formentlig aldrig skulle være udgivet. Det er den umiddelbare morale, man kan læse ud af de første anmeldelser af spillet. I en internetbaseret spilpresse, hvor mainstream-sites nu om dage ikke betragter 5/10 som en middelkarakter, men som det absolut lavest mulige, har nogle været nede at dykke omkring 4. Andre omkring 2. Nogle helt nede på 0/10.

1

Kritikken er haglet ned over Duke Nukem Forever. Er den berettiget eller en fejlvurdering?

Hvorfor har reaktionerne været så polariserede og skarpe, at anmelderne nærmest har kappet om at hagle Duke Nukem Forever ned så groft og ondsindet som muligt?

Først og fremmest har et element af skuffelse selvfølgelig bidraget. Teknisk set er spillet ikke tidssvarende, og oplevelsen er hele vejen igennem utroligt fragmenteret og ujævn. Det er ret tydeligt hvilke portioner hhv. 3D Realms og Gearbox har stået bag, og overgangen mellem de to slags spil sker ikke glidende. De har dog været enige om de overordnede, indholdsmæssige punkter, og i den henseende føles Duke Nukem Forever som en direkte fortsættelse til Duke Nukem 3D. Det tager ikke bestik af de 12 års forskel, men kører videre i samme rille med samme humor og samme fortællestil – bare i et endnu højere gear. Og det er positivt. Du er igen centrum for personlighedskulten Duke Nukem, hvor spillet lige så vel lader dig skrive en autograf som at nedkæmpe en boss, når du skal føres videre.

Det selvcentrede aspekt er afgørende forskelligt fra de ansigtsløse og adlydende soldater, der er tidens norm i FPS-genren. Humoren er stadig bygget op omkring kvikke one-liners, seksuelle hentydninger i alt, og minispil, der belønner selvforherligelse med mere helbred. Kvinder er stadig objekter, du skal stadig lege med afføring, og respektløsheden i Dukes kommentarer er på én gang øretæveindbydende og skægt på den sjofle måde. Du bruger de samme våben og de samme fjender fra dengang, ligesom ildkampene stadig står mellem dig og relativt få, hårdføre tropper -- ikke en uendelig Call of Duty-strøm af kanonføde.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!