Mass Effect handler ikke bare om Shepards kapløb for at redde galaksen fra Reaperne. Det handler også om, hvordan Biowares spil er gået fra at være et rollespil med shooter-elementer til en shooter med lette rollespils-elementer.
Mass Effect 2 var blot en del af den historie, og spillet fejede statistikkerne under tæppet for at lade handlingen overtage hovedrollen i Biowares mastodontiske sci-fi univers. Spillets actionelementer blev skubbet op i forreste linje med et fornyet fokus på kamp, der bevirkede, at Shepard brugte lige så meget tid på at skyde som på at debattere.
Seriens tredje kapitel fuldender denne rejse. Under den storslåede E3 demo var det dog svært at få øje på rollespils-elementerne for brag og skydevåben.
Mass Effect 3 fungerer som en normal tredje-persons shooter. Det er også rart at vide, at det ovenikøbet fungerer som en enormt veludført TPS, og at spillets kampsystem ser solidt nok ud til at kunne bære den tunge byrde.
Shepard er mere mobil og mere slidstærk, når han spurter fra dækning til dækning med en hidtil uset elegance. Spillerens bevægelse er mere flydende, understøttet i kamp ved hjælp af små blå markeringer, der fremviser områdets taktiske muligheder.
Fjendens AI er tilsvarende blevet opgraderet. Modstanderne flankerer, søger dækning og har endelig lært, at det at løbe direkte ind i spillerens krydsild måske ikke er den smarteste idé. Visse fjendetyper kræver, at man udnytter Shepards øgede mobilitet, så som vogtere med kampskjolde, der skal udmanøvreres med et skud i ryggen.
Disse forbedringer åbner op for mange nye muligheder i Mass Effects skud-dueller. De statiske, ukaotiske kampe fra før er nu mere åbne, med flere valg for spilleren.
Shepards nyfundne behændighed bevirker desuden, at stealth-elementerne er blevet udvidet drastisk. Som følge af denne taktik er man udrustet med det nye Omni-Blade, der leverer brutale angreb på klos hold.
Omni-Blade er et tegn på et mere involverende kampsystem. Våbnene føles mere rå, mere kraftige og meget mere aggressive; deres voldelige rekyl og larmende brag tilføjer en slags feedback, der reelt set ikke fandtes i de to forrige spil. Der er også mere i posen til pistolfetichisterne med et nyt modulært tilpasningssystem, hvor man kan montere nye mundingsstykker og magasiner, der frit kan vælges fra Shepards personlige arsenal.
Og der er blevet plads til mere fyrværkeri, idet granaterne også vender tilbage. I modsætning til de eksploderende hockey-pucke fra det første spil opfører disse nye krabater sig på en mere konventionel måde, altså i en god, gammel kurve fra kastearmen.
Granatens tilbagevenden er en velkommen tilføjelse, men det betyder så også, at spillet bevæger sig endnu mere ind i det traditionelle shooter-miljø og dermed mere væk fra rollespillet. Det er et territorium med kraftig indbyrdes konkurrence, og i dette tilfælde udfordrer Bioware genrens bedste.
