Kunsten at lure stille i skyggerne, gå sagte og vente i kulissen på et snigmord er blevet utroligt populær de seneste par år. Siden Hitman: Blood Money fra 2006 har Arkham Asylum givet stealth genren tyngde og en håndfuld nye ideer. I mellemtiden gjorde Splinter Cell: Conviction sidste år Sam Fisher til en primitiv, snerrende actionhelt.
Du forventer nok, at Hitman: Absolution er blevet bedre. Og det er det også, til et vist punkt. Efter fem år markerer IO Interactive genkomsten af Agent 47 ved at placere ham i et scenarie, der ligger faretruende tæt på det, Ubisoft Montreal udforskede i Conviction. Ved første øjekast er Absolution et spil, der er lige så glad for at sætte en pistol i spillerens hænder som et stykke pianostreng.
Absolution udspiller sig i et regnfuldt Chicago, hvis dystre og trykkende look definerer tonen. Man møder Agent 47 i et forladt bibliotek. Lynglimt ses gennem høje, gotiske vinduer, og oplyser sporadisk bøger og bogreoler dækket i presenning. Klodsede betjente vandrer rundt, mens op Agent 47 i mørket presser sig mod gelænderet.
Én efter én bliver betjentene pillet ned. Metoderne og tempoet føles anderledes end de tidligere spil - det her er stealth, der hurtigt når et klimaks - det er hurtig og direkte action. Bevægelsen fra dækning til dækning har en rytme og en muskuløs ynde, mens den måde, hvorpå vores helt lister over afsatser og springer over huller fortæller os, at tidligere Hitman spils klodsede marionetter er glemt og borte.
Hitman: Absolution markerer et nyt og modigt skridt for danske IOs bedst kendte spilserie.
Står man stille begynder ndflydelsen fra et andet stealth spil at sive igennem i lysende gul fosfor. Agent 47 har nu adgang til Instinct, en funktion, som IO Interactive insisterer på er en udløber af hans genetisk forbedrede - næsten overnaturlige - evner. Fjender på tværs af kortet er fremhævet med glødende gult, og i en manifestation af Hitmans fremtidssyn er deres vej udlagt som et flammende spor.
I et forsøg på at omgå de problemer, der var i Batman: Arkham Asylum (hvor spillerne var afhængige af den sammenlignelige Detective Mode), vil der være begrænsninger på plads. Hvordan de vil blive gennemført, er et mysterium. Instinct er, vil traditionalister være glad for at høre, valgfrit, og på højere sværhedsgrader er muligheden helt væk.
Og der er mere til at formilde hardcore-spillerne. Det improvisatoriske element fra fortiden vender tilbage med et twist. Takedowns er vilde og brutale, og Agent 47 bruger alt hvad han har for hånde og gør det til et dræbende våben. En ledning bliver drejet voldsomt rundt om en hals, en marmorbuste falder buldrende ned over et hoved og en stav bruges til højtlydt at knække en hals som en stang bladselleri.
Verdenen kan manipuleres af spilleren, og midt i al larmen og travlheden i det helt nye Hitman finder man den gamle fornemmelse af at have fået en morderisk legekasse foræret. Et HFI relæ kan saboteres og bruges til at lokke en strisser ud og gøre resten af banen mørk, hvilket rejser det morbide spørgsmål: Hvem skal man dræbe først?
I al den efterfølgende ballade ser man omridset af den allermest geniale tilføjelse til denne sandkasse. Agent 47's mål er nu langt mere end binære robotter - de er veldefinerede karakterer, der reagerer troværdigt på de hindringer, du lægger i vejen for dem. At lege med de jagede før det afsluttende måltid ser ud til at blive endnu mere underholdende end tidligere.
