Eurogamer.dk

The Witcher 2 • Side 2

Blandt ludere og lommetyve.

Kampsystemet i Witcher 2 er jeg ikke vildt imponeret over. Det er en kæmpe klikfest, der måske er begrænset af, at det også skal virke på konsoller. Det er som om, der er et mismatch mellem den tankefulde, modne indgangsvinkel man har til historiefortællingen, og så den 'hvem kommer først' måde kampene skal udkæmpes på, med masser af hurtige museklik og en Geralt, der for det meste hopper rundt som en tennisbold mellem de forskellige modstandere.

De tre hovedingredienser i kampene er, at man enten slår ud med sværdet, eller knytnæverne, eller hvad man nu har at gøre godt med, blokerer (med E tasten) og undviger (mellemrumstasten), og bruger noget af den relativ simple magi ('signs', som det hedder her). Succes afhænger af hurtighed på højre og venstre museknap og hånd-øje koordination. Det er ikke et dumt system, men det er ikke min kop te. Hele spillet foregår fra tredje person, forstået på den måde at man hele tiden ser over skulderen på Geralt. Man kan desværre ikke komme 'ind i ham' og se ud af hans øjne. Tredje persons perspektivet skaber en masse problemer, når man skal ind i huse og igennem døre, og det er ret irriterende, fordi det skaber hak i afviklingen af historien.

The Witcher 2 er et RPG af den mere alvorligt mente skuffe.

Det er værd at tale lidt om måden, kvinder bliver fremstillet i Witcher 2. Vi er meget langt fra Bioware's kedelige, endimensionelle, papfigurer. Kvinder i Witcher-universet er både politikere og krigere, ludere og lommetyve, ofre og seriemordere. En af de stærkeste modstandere, man møder i spillet, er en kvinde. Det er ikke Tony Morrison det her, vi er stadig fast forankret i et tegneserieunivers, hvor de alle sammen har perfekte bryster i håndboldstørrelse og upåklagelige tennisbabe kroppe, men jeg synes alligevel, at Witcher 2 rykker nogle konventioner for, hvordan man kan fremstille det andet køn som andet end sexobjekter i dette medie. Selv i de dampende erotiske scener undgår spillet åbenlyse banaliteter og den ufrivillige komik, der har kendetegnet erotik i computerspil siden Larry Leisuresuit gjorde verden usikker i firserne og halvfemserne.

Det er et spil med meget at byde på. Historien er for voksne mennesker, med voksne valg og en verden, der oftest føles ligeså uretfærdig, som den du sidder og læser denne anmeldelse i. Witcher 2 er et RPG med mere at byde på end Dragon Age 2. Alligevel sidder man og sukker efter lidt mere strategisk kamp, ja tør man sige det, langsommeligt, kampsystem og en verden, der var mere åben.

Tænk Morrowinds åbne design, smagt til med Witcher-universets frækhed og med en enkelt dråbe X-Com. Håbet er lysegrønt.

7 / 10

The Witcher 2 Martin Wiinholt Blandt ludere og lommetyve. 2011-06-07T23:35:00+02:00 7 10

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...