Eurogamer.dk

Combat Mission: Battle for Normandy

Triumf.

Hvorfor er Combat Mission: Battle for Normandy et fantastisk krigsspil?

En kollega her på Eurogamer, han skal forblive unavngiven og for evigt bøje sit hoved i skam over sin overfladiskhed, kom forleden forbi min computerskærm og kiggede mig over skulderen mens jeg spillede CMBN.

Da jeg så, at han kiggede med, begyndte jeg straks at forklare, hvorfor det her spil skulle have top karakter. 'Prøv at se! Hver eneste granat og kugle i spillet bliver fulgt ballistisk. Se, ingen andre krigsspil har så realistisk procedure for indkaldelse af artilleri. Alt er med!'.

Hans kommentar: 'Ja, kønt er det ikke.'

Nej, men skønhed er subjektiv. Han så soldater, der løb rundt, tanks der skød og granater der eksploderede, og han - der ikke spiller krigsspil - sammenlignede måske 3D grafikken med Call of Duty eller Arma.

1

Fra scenariet Busting the Bocage. Sherman tanks med bulldozere rykker frem gennem den de normanske 'hedgerows'. Iøvrigt tak for screenshots til Rambler, Vein, Brille og Pagskier fra Battlefronts forum.

Når jeg spiller CMBN ser jeg apoteosen af en hel generations forsøg på at skabe det perfekte krigsspil. Jeg ser mig selv stå bøjet over en spilleplade inddelt i en masse hexagoner, små papbrikker der omhyggeligt stables og reorganiseres i et væk og en atmosfære mellem de kammerater jeg spillede med der var... hyggelig. At spille krigsspil er en social begivenhed. Man mødes over en spilleplade, og selvom der kan være mange folk idet samme rum i timevis, er der en koncentration og et kollektivt fokus der skaber værdi på en måde få andre sociale begivenheder kan matche. Men i løbet af årene med krigsspil begyndte man alligevel at mærke begrænsningerne i formatet. Hvad nu hvis alle de komplicerede regler kørte over en computer der holdt styr på tingene? Hvad nu hvis man kunne lave en lidt mere avanceret modellering af 'to hit' chancerne? Kan man undvære 'odds' systemet?

2

Bocage, eller hedgerow, kært barn har mange navne, kræver en helt særlig taktik. Morter team, breaching team, assault team. Yes.

For elleve år siden udkom Combat Mission: Beyond Overlord. Det var en revolution, intet mindre. Det var et taktisk krigsspil, på niveau med Squad Leader, hvor man rykkede rundt på grupper af soldater og styrede enkelte køretøjer. Det var glorværdigt at se det hele i 3D. Fagre ny verden. I dag ser grafikken i CMBO mildest talt bedaget ud, men det var et perfekt eksempel på hvordan et spil kan blive et medium for kreativitet og fantasi der fuldstændig transcenderer de virtuelle rammer. CMBO var anden Verdenskrig i sepia, CMBN er, for mig, Anden Verdenskrig, ja, krig i det hele taget, i farver og med surround sound.

Jeg husker ikke grafikken i CMBO. Jeg husker de første online kampe med andre ligesindede fra USA, England, Tyskland. Den dag i dag kan jeg med ekstrem nøjagtighed fortælle hvordan mit første slag i 'Valley of Trouble' forløb. Hvordan mit tyske infanteri kompagni var ved at blive løbet over ende af amerikanerne blot for at blive reddet i sidste øjeblik af en enlig Panther tank der stak 75 mm kanonen over en bakketoppen og satte en stopper for amerikanernes fremrykning. Jeg kan også huske hvordan mig og en amerikaner ved navn Steve, han stod op kl. fire om morgenen for at være med, sammen spillede det vigtige slag om La Vacherie mod Guards Armored Division i Combat Mission Meta Campaign. Alt stod på spil. Vi havde trukket alle Pak kanonerne i vores division ud og stillet dem op omkring en landsby i Frankrig der blev kaldt La Vacherie. Briterne faldt i fælden og angreb med en hel tank bataljon. Den morgen mistede Guards Armored halvfjerds kampvogne og vejen stod åben for vores fremrykning mod Neubourg.

3

Tanks er meget sårbare i hedgerows. Typisk kan man ikke se mere end få hundrede meter frem, og med de mange panzerfausts, tyske soldater render rundt med, kan døden lure bag hver busk og hæk. Bogstavelig talt.

Combat Mission: Battle for Normandy er på mange måder samme spil som Combat Mission Beyond Overlord for elleve år siden. Designerne har ikke ændret meget på grundkoncepterne. Spillet er designet til at gengive slag mellem alt fra en deling til en bataljon på hver side. Der kan være alt fra nul kampvogne til hundrede, fra ti mand til over tusind. Kortene er begrænset til 2 * 2 kilometer. Den grundlæggende 'brik' i spillet er gruppen, eller en squad, som det hedder på engelsk. Det er typisk ti mand med forskellige våben. Tyskerne har enkeltskudsrifler, MG34 og 42, SG43, håndgranater, panzerfaust... Amerikanerne har Garand rifler, BAR's, M1919 maskingeværer, og så videre og så videre. Og så er der køretøjerne. Alle tyske panserkøretøjer fra juni og juli '44, alle amerikanske ditto, med flere Sherman varianter end jeg har fingre på to hænder, alle typer artilleri, lastbiler, jeeps, panzershrecks... En gruppe er et fleksibelt taktisk værktøj der kan operere samlet, eller deles op i mindre grupper alt efter behov. Man kan have et maskingevær team der støtter en fremrykning, og to andre teams der rykker frem. Eller man udskille bazooka teamet til at ligge på lur efter en tysk kampvogn man ved er på vej rundt om hjørnet.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...